Medierne får nyt etiksæt til foråret

I løbet af foråret kommer der et sæt nye presseetiske regler, der bl.a. skal tage højde for spredningen af historier på nettet. En uskyldig historie skal ikke forfølge en person hele livet, siger DJ-formand.

Hvis der er god grund til det, skal medierne fremover afindeksere netartikler, som indeholder personfølsomme oplysninger, så de ikke spredes vidt og bredt på nettet.

Det er en af hovedpointerne i det udkast til et revideret regelsæt for god presseskik, som er lavet af et udvalg under Danske Medier og Dansk Journalistforbund, og som i løbet af foråret skal godkendes endeligt i de to organisationer.

De reviderede regler – som stadig blot er vejledende - er lavet efter den folketingshøring, som var i maj sidste år omkring medieansvar, og lægger især op til at imødegå den digitale udfordring, der er ved, at historier i dag ikke forsvinder, men kan findes på nettet via søgemaskiner. 

Pol.dk skriver, at de nye regler konkret betyder, at personer, der optræder i artikler med personfølsomme oplysninger, skal kunne bede om, at de ikke længere bliver spredt, og hvis ønsket anses for rimeligt, skal mediet sørge for at hindre en fortsat offentliggørelse af den oplysning.

”Det er en af de udfordringer, medierne har i dag. Ingen har interesse i at ændre på historier for eftertiden. Men det må heller ikke være sådan, at en eller anden uskyldig situation forfølger en hele livet,” siger formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregaard til Pol.dk.

Børn og unge i fokus

Metoderne til at forhindre at en historie ikke spreder sig, kan f.eks. være, at artiklen bliver afindekseret, så søgemaskiner ikke længere henviser til den side, hvor artiklen står. Desuden kan medierne gå ind og ændre navnet i artiklen til initialer eller helt fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Desuden lægger de nye regler også op til, at medierne skal være mere forsigtige med at bruge oplysninger fra sociale medier som Facebook, ligesom der som noget nyt er indføjet et afsnit om børn og unge, som medierne skal tage særlige hensyn til – eksempelvis ved at indhente tilladelse fra forældrene inden offentliggørelse af et interview.

Endelig skal journalister fremover ikke kunne opsplitte historier i enkeltnyheder på nettet, hvori der indgår personangreb, uden at forsøge at høre den angrebne part, inden man lægger den første historie på nettet.

Det nye regelsæt skal til endelig godkendelse på Journalistforbundets delegeretmøde i april og Danske Mediers generalforsamling i maj

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også