Omkring hver tredje i de danske mediers direktioner er en kvinde. Og ser man mod toppen af samme mediers bestyrelser, støder man lige så ofte på en bestyrelsesformand, der hedder Peter, som på en, der er kvinde. 

Det viser en kortlægning af kønsfordelingen i bestyrelserne og direktionerne i 20 af landets største medieselskaber, som MediaWatch har lavet. Den er afsæt for en ny artikelserie, der kaster lys over, hvor mediebranchen står i dag, når det kommer til ligestilling i den absolutte top.

Mere præcist sidder der kvinder på 19 ud af de 57 poster, der udgør virksomhedernes direktioner, hvilket svarer til 33 pct. Skeler vi alene til topchef-stillingerne i de 20 selskaber, er seks af dem besat af kvinder. Det svarer til 30 pct.

(Artiklen fortsætter efter grafikken...)

I selskabernes bestyrelser udgør kvinder lidt over en tredjedel af de i alt 154 poster, hvis man medregner de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Fraregner man dem, sidder kvinder på tre ud af ti bestyrelsesposter.

“Det, der slår mig, er, at der er en meget påfaldende, magisk tredjedel af kvinder. I alle ti år, jeg har undersøgt repræsentation i medierne, har tallene ligget på omkring en tredjedel,” siger Martine Bentsen, der er ph.d. i journalistik og forsker ved Roskilde Universitet, hvor hun siden 2013 har forsket i kønsbalancen i den danske mediebranche.

”Det kan godt kan være, der er kommet flere kvindelige ansatte, men jeres tal viser, at det stadig er svært at få den samme andel af kvinder på ledelsesplan,” siger hun.

Fuld balance ligger 20 år væk

Zoomer man ind på formandsposterne, sidder der kvinder for bordenden i bestyrelseslokalerne i tre ud af 19 virksomheder. 

Den pulje udgøres af DR’s bestyrelsesformand, Marianne Bedsted, der er politisk udpeget til posten, Betinna Charlotte Aller, der er bestyrelsesformand i det familieejede magasinhus Aller Media, samt hollandske Anita Nijboer, der er formand i Berlingske Media og derudover sidder i bestyrelsen i koncernens belgiske ejerselskab De Persgroep Media.

(Artiklen fortsætter efter grafikken...)

På overfladen minder mediebranchens kønsfordeling om en lang række andre brancher i det danske erhvervsliv, siger Bjarke Oxlund, der er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder, men frem til nytår var professor MSO og institutleder på Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor han bl.a. har forsket i køn og ligestilling. 

Han noterer sig dog, at der er en højere andel af kvinder i medie- og kommunikationsbranchen end gennemsnittet. Dansk Journalistforbund oplyser til MediaWatch, at deres medlemmer på tværs af alder og professionelle titler består af stort set lige mange mænd og kvinder. 

”Det ville være mindre overraskende at se de tal i brancher, der har en meget stærk mandedominans. Men der er langt flere kvinder i mediebranchen, og derfor mener jeg, der er en skævhed. Jeg ville forvente, at mediebranchen lå højere end gennemsnittet med en kønsfordeling, der er omkring 50-50,” siger han.

(Artiklen fortsætter efter grafikken...)

Bjarke Oxlund vurderer, at det vil tage omkring 20 år, før der er en kønsmæssig balance mediebranchens direktioner og bestyrelser. Medierne kan med fordel kigge på en form for kvotering i en overgangsperiode, ligesom de bør søge hjælp hos rekrutteringsbureauer for at gøre en aktiv indsats for at finde flere kvinder til bestyrelsesposterne, mener han. For der er ifølge ham god forretningsmæssig ræson i at øge andelen af kvinder.

”Det er vigtigt, at beslutninger i de magtfulde rum bliver realitetstjekket ud fra flere perspektiver. Her er køn en væsentlig faktor. Og hvis man vil have fuld indsigt i sin målgruppe, er det vigtigt, at alle, der indgår i den målgruppe, er godt repræsenteret i ledelsen,” siger han. 

Ikke rykket sig siden 2010’erne

Da Danmark i 2013 deltog i den store europæiske undersøgelse ”Women and Media Industries in Europe under European Institute of Gender Equality” (EIGE) sammen med 26 andre lande, kastede det lys over 2010’ernes kønsrepræsentationen på ledelsesniveauet i de tre medieinstitutioner DR, TV 2 og JP/Politikens hus.

Her lød konklusionen for Danmark, at der var 27 pct. kvinder i bestyrelserne for de private medieinstitutioner og 28 pct. i de offentlige. På ledelsesniveau, der favnede lagene fra afdelingsledere til topchef-niveau, var der 40 pct. kvinder i de offentlige og 35 pct. i de private.

”Det betyder i praksis, at vi som samfund går glip af potentielt ledertalent, ligesom det tyder på, at der er en strukturel kønsdiskrimination i vores medieinstitutioner,” noterede den danske professor i køn og medier på RUC Rikke Andreassen sig dengang i rapporten ”Køn i danske medieinstitutioner og danske tv-medier” om undersøgelsen.

Og ikke meget har rykket sig siden dengang, vurderer Martine Bentsen.

“Det er som om, det er meget, meget svært for den andel at flytte sig. Det er jo ikke for at sige, at det ikke kan ændres, men det er da spændende, at den har siddet fast der så længe.”

Større end repræsentation

Selvom andelen af kvinder i mediernes ledelse har stået noget nær stille i årtier, er det værd at notere sig, at særligt nyhedsmedierne samtidig har gennemgået andre omfattende udviklinger - eksempelvis en effektiv digitalisering, påpeger Martine Bentsen. 

“Man er blevet mere markedsorienteret, også public service-medierne, og de har tilpasset sig på en helt masse måder. Og det er jo spændende. Når alt muligt andet kan ændre sig, hvorfor forbliver blikket på køn så det samme? Medievirksomhederne har været økonomisk udfordret længe, og det er også derfor, at markedsøkonomi og markedsmodeller har betydet mere end nogensinde før.”

Hun peger på, at det argument er en del af udfordringen med at få skubbet til kønsbalancen.

”Er køn er vigtigere end økonomi? Er køn vigtigere end kvalitet? Og når du sætter det sådan op, så vil alle jo sige nej, det er det ikke. Men det er udfordringen her. Og det er også stopklodsen for, at det kan rykke sig,” siger Martine Bentsen.

Ofte er debatten om, hvorvidt og hvordan der skal flere kvinder ind i ledelser, præget af et argument om repræsentation. Men RUC-forskeren mener, at repræsentation egentlig er en forældet forståelsesramme, når køn i mediebranchen diskuteres i 2023. Repræsentation handler om at kunne se “de andre”, og med en tredjedel kvinder i toppen er de unægteligt synlige i mediebranchen. Så hvis målet er, at tredjedelen på sigt skal vokse til en jævnbyrdig balance, er repræsentation ikke et tilstrækkeligt formål.

“Vi er kommet videre end repræsentationen. Det var formålet engang, og det halter stadig. Vi ved fra forskning, at vores erfaringer er baseret på vores køn. Så alt andet lige, jo flere forskellige køn, du har repræsenteret, jo flere erfaringer er repræsenteret. Men hvis den her magiske tredjedel skal rykke sig, skal formålet være mere ambitiøst end repræsentation.”

For når ét køn konsekvent er repræsenteret som en minoritet, kommer det med en risiko, forklarer hun.

“Forskning viser, at hvis andelen er så lille, at de bliver fastholdt i en outsider-position, så vil den andel blive opslugt af strukturerne og af kulturerne, og så vil det ikke gøre en forskel.”

”Indgroet struktur”

Søger man at forklare, hvorfor det tynder ud med kvinder i toppen af en industri, der ellers bredt set har en lige kønsfordeling, er der ifølge forskeren ét relevant spørgsmål at stille. Skyder der hyppigt nye virksomheder op af branchens muld, eller dominerer de ældre mastodonter? 

”Det er kendetegnende for virksomhederne, der udgør størstedelen af mediebranchen, at de er gamle. Nogle af dem har mere end 100 år på bagen.”

Og med et marked domineret af ældre virksomheder følger ifølge Martine Bentsen en “indgroet struktur” om, hvordan man arbejder, og hvordan en leder ser ud. Og det kan være svært at ændre, påpeger hun. Strukturerne kan have rødder så dybe, at de selv for nutidens ledere er noget nær usynlige.

“Det er jo ikke en forståelse, du kan slå op i virksomhedernes policy-dokumenter. Det er ligesom en tavs viden, som de, der kommer ind i organisationen, lærer. Dér kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis der findes en struktur, som er maskulint konnoteret, bliver det sværere at ansætte nogen, som ikke minder om det. Hvis man så som kvinde skal være der, er man nødt til at tilpasse sig.”

Opdateret 13.01 med tilføjelse af Amanda Justesen i Egmonts direktion.