Forfatter Sara Omar kan forhindre offentliggørelse af optagelser

Retten på Frederiksberg har mandag afgjort, at Sara Omar har sandsynliggjort, at hun har ret til at håndhæve ophavsret til optagelser.
Forfatter Sara Omar. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau/Ritzau Scanpix
Forfatter Sara Omar. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Forfatter Sara Omar kan forhindre, at billed- og lydoptagelser af hende vises, hvis hun stiller sikkerhed på 250.000 kroner. Det har Retten på Frederiksberg afgjort mandag.

Det fremgår af en pressemeddelelse om kendelsen på domstolens hjemmeside.

Stridens kerne handler om timevis af optagelser af Sara Omar i kølvandet på udgivelsen af hendes roman "Dødevaskeren" foretaget af filminstruktøren Mohammad Parwani - også kendt som Manyar Parwani.

Med i Parwanis projekt er også producent Omar Marzouk.

"Hvis Sara Omar Maref senest den 7. marts 2022 stiller en sikkerhed på 250.000 kroner, vil retten forbyde Omar Marzouk og Mohammad Parwani at offentliggøre eller viderebringe enhver billed- eller lydoptagelse af Sara Omar Maref foretaget af eller under instruktion af Mohammad Parwani i perioden fra den 30. januar 2018 til den 31. juli 2019," lyder det i kendelsen fra Retten på Frederiksberg.

Skulle handle om Sara Omars troværdighed

I en stribe retsmøder har parterne kæmpet indædt mod hinanden.

Manyar Parwani og Omar Marzouk har hævdet, at de har retten til de mange råbånd, og at Sara Omar er utroværdig. Omvendt har Sara Omar i retten fortalt, at hun blev manipuleret i forbindelse med optagelserne.

Ifølge Sara Omars advokat, Erik Nyborg, er det en simpel sag om selskabsret. Og da selskabet, som aftalen om dokumentaren blev indgået med, ikke længere er ejet af Marzouk og Parwani, har de ikke ret til filmen, lyder det.

Fra begyndelsen af 2018 og cirka halvandet år frem foretog Parwani timevis af film- og lydoptagelser af Sara Omar. Planen var at lave en dokumentar om den kvindelige forfatter.

Men dokumentaren blev ikke færdig, og projektet lukkede sommeren 2019.

To år senere lød det så fra Parwani og Marzouk, at de havde åbnet projektet igen.

Denne gang handlede det dog ikke om Sara Omars tid efter udgivelsen af bestselleren "Dødevaskeren". I stedet skulle det handle om Sara Omars troværdighed - eller mangel på samme.

Men Retten på Frederiksberg har altså sat en kæp i hjulet for dokumentar-planerne.

"Retten har desuden fundet, at Sara Omar har sandsynliggjort, at Omar Marzouk og Mohammad Parwanis adfærd nødvendiggør, at der meddeles forbud, og at hendes mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis hun henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse. Retten har herved navnlig lagt vægt på Omar Marzouk og Mohammad Parwanis tilkendegivelser både før og under sagen om, at de har til hensigt at færdigproducere og offentliggøre dokumentaren," lyder det.

 

Sara Omars læge afhørt i retssag om fogedforbud 

Optagelser i centrum for strid om dokumentarfilm er beslaglagt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også