Storinvestorer vil holde Snapchat ude af ledende aktieindeks

Hundredvis af investorer og kapitalforvaltere er imod Snapchat-ejerens potentielle indlemmelse i store indeks på Wall Street.
Foto: Janus Engel/Polfoto/Arkiv
Foto: Janus Engel/Polfoto/Arkiv
RITZAU FINANS

En sammenslutning af nogle af de største institutionelle investorer i USA sætter sig imod, at Snap Inc., den nynoterede aktie, der har fået en vild start på børslivet, bliver en del af de toneangivende indeks såsom S&P 500 og MSCI USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er Council of Institutional Investors (CII), der tæller hundredvis af investorer og kapitalforvaltere blandt sine medlemmer, som stiller sig imod Snapchat-ejerens potentielle indlemmelse i de store indeks.

Det skyldes, at Snap Inc. kun har noteret sine A-aktier, som ikke giver stemmeret til selskabets generalforsamling.

"De udnytter offentlige markeder, men giver ikke offentlige aktionærer noget at sige," siger Amy Borrus, vicechef hos CII, til Reuters.

Både S&P Dow Jones og MSCI, der driver de større indeks, siger til Reuters, at de vil se nærmere på Snap Inc. i de kommende måneder og derefter tage stilling.

Med til at spænde ben for Snapchat-selskabet kan også være krav om, at firmaer skal give overskud. Det gør firmaet bag den populære app ikke.

Det forhindrede dog ikke selskabet i at tiltrække sig enorm opmærksomhed omkring sin børsnotering sidste uge. På de første to dage steg aktien knap 60 pct. fra sin noteringskurs, inden den mandag faldt tilbage med 12 pct. Efter værdistigningen står selskabet til 27,5 mia. dollar - 193 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også