Fremover kan abonnenterne hos Jyllands-Postens Premium og Ekstra Bladets ekstra betale deres regning via Mobilpay. Det skriver Finans.
Aftalen er et led i en ny tjeneste fra Mobilepay, der håndterer abonnementsbetalinger. Den hedder Mobilepay Subscriptions, og med på vognen er i første ombæring JP/Politikens Hus og teleselskabet 3.
"Vi ønsker løbende at forbedre købsoplevelsen for vores læsere, og denne løsning bidrager til at gøre os mere relevante for vores kunder. Vores kundeservice kan være mere fleksibel, og vi kan hurtigt følge op på kunder, der har stoppet deres betaling. Samlet set forventer vi, at det vil hjælpe os med at fastholde og tiltrække flere kunder," siger Søren Svendsen, digital direktør hos JP/Politikens Hus, til Finans.
Ifølge direktøren er en anden fordel, at Mobilpay automatisk tjekker, om et betalingskort er udløbet, spærret eller på anden vis ikke virker. Kontrollen af betalingskortene vil ifølge Søren Svendsen beetyde færre afviste betalinger.