Medieselskab får bøde for skjult reklame

Det koster selskabet Mediaxpress A/S og en chefredaktør i alt 45.000 kr. i bøde ikke at have varedeklareret native annoncer som reklamer.

En sag om skjult reklame har udløst en bødestraf til medievirksomheden Mediaxpress A/S og en chefredaktør, oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Sagen drejer sig om nogle annoncer i native-kategorien, som Mediaxpress udarbejdede og bragte for et belysningsfirma i 2013, men ikke varedeklarede som annoncer, da de blev bragt i udgivelserne Byggeri + Arkitektur og et særtillæg i Bygge- og Anlægsavisen.

Det kostede efterfølgende en politianmeldelse, der nu er fulgt op af en bøde til selskabet på 30.000 kr. og 15.000 kr. til den ansvarlige chefredaktør. Bøderne er giver for overtrædelse af både markedsføringslovens og medieansvarslovens bestemmelser om skjult reklame.

"Forbrugerne må ikke være i tvivl om, hvad der er reklame, og hvad der er redaktionelt indhold. Det er vigtigt for os at vide, om en virksomhed selv har betalt for at få omtale eller ej. Derfor forbyder markedsføringsloven skjult reklame. Overtræder man forbuddet, er det strafbart," siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i meddelelsen.

Mediaxpress har meddelt Forbrugerombudsmanden, at virksomheden har strammet op på procedurer, så lignende overtrædelser kan undgås, fremgår det af meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også