MediaWatch

Dagens.dk fortsætter med nyt ejerskab

Det konkursramte netmedie lever videre med ny ejerstruktur. Hidtidig ejer og chefredaktør vil også fremover spille en rolle.

Dagens.dk gik i sidste uge konkurs, men netmediet får nyt liv. Det skriver Finans.

Det er selskabet Media Group Denmark, der genopliver Dagens.dk gennem selskabet Dagens ApS. Media Group Denmark ejes ifølge Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, delvist af det cypriotiske selskab Alkinz Group Holding Limited, mens den største ejerpost ligger hos et holdningselskab ejet af to direktører hos Media Group Denmark.

Det cypriotiske selskab var eneejer af Nyhedsgruppen ApS, der indtil konkursen i sidste uge stod bag Dagens.dk. Hidtidig ejer og chefredaktør af Dagens.dk, Kasper Christensen, flytter med mediet over i det nye ejerskab.

"Det hele er ret nyt. Det gik igennem i sidste uge. Nu skal vi se på, hvordan det skal bringes videre. Det, der ligger fast, er, at vi har ansat den tidligere chefredaktør som ny chefredaktør i selskabet," siger digital direktør og partner i Media Group Denmark, Lars Vestergaard, til Finans.

Media Group Denmark og Dagens.dk har de seneste år arbejdet sammen om bl.a. annoncesalg, skriver Finans.

Dagens.dk havde 14 ansatte op til konkursen. De blev opsagt af boets kurator, fortalte tillidsrepræsentant Marie Milling i sidste uge til MediaWatch. Lars Vestergaard oplyser ikke til Finans, om de ansatte vil blive genansat.

Nyhedsgruppens konkurs indtraf, efter selskabet siden august havde været under tvangsopløsning. Forklaringen på det var ifølge Kasper Christensen af teknisk karakter.

"Vi har blot været sent ude med at få regnskabet på plads for 2015, som vil blive indsendt til Skat i denne uge," skrev han i august til MediaWatch, kort efter selskabet havde skiftet status til "under tvangsopløsning" i august.

Forsiden lige nu

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere