Facebook-top skal mødes med norske medier

Europæisk topchef i Facebook deltager i norske redaktørers konference. Her skal han bl.a. debattere Facebooks restriktive billedpolitik.
Debatten om Facebooks billedcensur blev bl.a. startet af norske Aftenposten, der ryddede forsiden i en direkte henvendelse til Mark Zuckerberg. | Foto: Screenshot
Debatten om Facebooks billedcensur blev bl.a. startet af norske Aftenposten, der ryddede forsiden i en direkte henvendelse til Mark Zuckerberg. | Foto: Screenshot

Der er lagt op til diskussion, når Facebook og flere norske redaktører mødes til debat om det sociale medies rolle i medieverden på en konference i Oslo i slutningen af måneden. Det skriver Kampanje.

Facebook har takket ja til en invitation fra Norsk Redaktørforening og den norske kulturminister, Linda Hofstad Helleland, om at deltage i redaktørforeningens årlige konference. Baggrunden for at invitere Facebook er det stormvejr, det sociale medie er landet i, efter selskabet flere gange har fjernet et verdensberømt pressefoto fra 1972 fra flere Facebookprofiler. Det er blevet fældet af Facebooks restriktive billedpolitik.

Det fik de norske redaktører til at invitere Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, til konferencen. Det bliver dog ikke ham, men derimod Facebooks direktør for mediepartnerskaber i Europa, Patrick Walker, der dukker op.

"Jeg ser frem til at deltage på denne vigtige konference og få tilbagemeldinger fra det norske redaktørfællesskab. Vi ved, at mange mennesker bruger Facebook for at holde sig opdateret på nyheder, og vi tager vores rolle i medie-økosystemet meget alvorlig. Vi arbejder tæt sammen med vores mediepartnere, og jeg ser frem til at høre synspunkter fra norske redaktører til, hvordan vi kan få Facebook til at fungere som en så god nyhedsdistributør som mulig for dem," udtaler udtaler Patrick Walker i en pressemeddelelse ifølge Kampanje.

Formand i Norsk Redaktørforening, Harald Stanghelle, glæder sig over, at Facebook har takket ja til invitationen og håber, det betyder, at Facebook åbner sig mere og vil indgå i dialog i fremtiden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også