Google klar med egen tjeneste til videoopkald

Apple har Facetime. Microsoft har Skype. Nu kommer Google med deres tjeneste til videoopkald, der blandt andet får en slags dørspion som funktion.
Foto: PR/Google
Foto: PR/Google
AF RITZAU

Har du nogensinde haft brug for at se den person, der ringer til dig, uden at vedkommende kan se dig? Det får du mulighed for med Googles nye tjeneste til videoopkald.

Tjenesten hedder Duo og præsenteres tirsdag. Dermed kaster Duo sig ud i konkurrence med eksempelvis Apples Facetime, Microsofts Skype og Facebooks funktion i Messenger om brugernes videoopkald.

Den nye tjeneste får ikke nogle af de ekstra funktioner - såsom fødselsdagshatte og gruppeopkald - der er i nogle af de konkurrerende tjenester. Til gengæld får den en slags dørspion.

Funktionen hedder Knock Knock (Banke, banke på, red.). Den tillader personen, der bliver ringet op, at se personen, der ringer, før de tager opkaldet.

"Knock Knock gør videoopkald mere spontane og imødekommende og hjælper dig med at skabe kontakt med personen, før du tager telefonen," skriver software-ingeniør hos Google Justin Uberti i en blog.

Klar om få dage

Google fremhæver i sin lancering af Duo, at tjenesten vil glide elegant mellem telefonens internet-forbindelse og eventuelt tilgængelige wi-fi uden at afbryde opkaldet.

Duo vil være tilgængelig på telefoner med et Android-styresystem eller et iOS-styresystem, som man kender det fra Apples enheder.

Duo vil ifølge Alphabet Inc., der er Googles moderselskab, være tilgængelig inden for de nærmeste dage.

Google har allerede i dag en tjeneste til videoopkald. Den hedder Google Hangout, men den vil selskabet nu fjerne fokus fra. Den vil stadig være tilgængelig for dens brugere.

Det betyder dog, at den funktion i tjenesten, der tillod live-streaming fra begivenheder, vil blive lukket. I stedet flyttes alt, der relaterer sig til live-stream, over på YouTube.

/ritzau/

 Google i strid international modvind

 Vestager: Derfor er Google-armlægning vigtig

 Hver tredje digitale annoncekrone lander hos Google 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også