Bonnier-magasiner flytter ind hos mobil-rebel

Bonnier følger efter Aller og Egmont og indgår digitalt samarbejde med det nystartede teleselskab Plenti.
Foto: PR, Bonnier Publications
Foto: PR, Bonnier Publications

Magasiner som Bo Bedre og Illustreret Videnskab bliver fremover en del af abonnementstilbuddet hos det nystartede teleselskab Plenti.

Som led i bestræbelserne på at udvide den digitale forretning har Bonnier Publications indgået aftale med Plenti om, at magasinhusets digitale kiosk, Wype, fremover bliver en del af teleselskabets tilbud til kunderne.

I forvejen har Plenti, der kombinerer mobilabonnement med ubegrænset adgang til en række digitale underholdningstjenester, samarbejder på mediefronten med Aller Media, Egmont Publications samt Berlingske. 

”Vi glæder os til at være en del af Plenti, hvor det gode indhold er prioriteret så højt. Vores ambition er at være alle de steder, hvor vores læsere er. Da vi lancerede Wype i slutningen af 2015, var det bl.a. for at styrke vores tilstedeværelse på de digitale platforme, idet vores kunder i stigende grad efterspørger godt indhold. For os betyder samarbejdet med Plenti, at endnu flere kan få glæde af det digitale indhold fra vores magasiner,” siger Lars Gudbrandsson, markedsdirektør, Bonnier Publications

Via Wype vil Plentis kunder med underholdningspakken få digital adgang til 16 af Bonniers magasiner, fra Historie og Illustreret Videnskab til I Form, Bo Bedre, Woman og Liv. 

Administrerende direktør i Plenti, Peter Mægbæk, udtaler om aftalen med Bonnier Publications:

”En af vores målsætninger med Plenti er at skabe Danmarks stærkeste digitale underholdningstjeneste. Det betyder, at vi hele tiden søger nye ambitiøse samarbejdspartnere. Vi er glade for, at Bonnier Publications vil være med til at gøre Plenti endnu stærkere på indholdssiden, så vores kunder nu kan få adgang til alle deres favoritmagasiner,” siger Peter Mægbæk, medstifter og direktør i Plenti.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også