MTG bliver en del af Spotifys videosatsning

Spotify-brugere kan fremover se videoindslag fra MTG på musiktjenestens app.

Musikstreamingtjenesten Spotify annoncerede for nylig, at brugerne fremover også vil kunne se videoindhold i selskabets kommende app Spotify Shows. En del af det indhold kommer fra MTG, skriver det svenske medie Breakit.

"Vi er meget glade for at være en del af den nye videotjeneste fra Spotify. Det bliver en ny måde for os at bruge og distribuere vores indhold på. Spotify Shows bliver en fantastisk platform for os, hvor vi kan samle højdepunkter fra forskellige dele af vores indholdsportefølje, som Spotify-brugere kan dele, ikke kun i Sverige, men også i USA, England og Tyskland," siger program- og indholdsudviklingschef på MTG, Jacob Mejlhede Andersen, til Breakit.

Det bliver bl.a. indhold fra det MTG-ejede Youtube-netværk Splay og fra MTG’s esport-satsninger, som vil blive vist på Spotify Shows. Ifølge global forretningsudvikler Kajsa Gatenbeck regner Splay med at levere 500 indslag i lanceringsperioden.

Sidste år investerede MTG kraftigt i esport, hvor koncernen bl.a. købte 74 pct. af esport-selskabet Turtle Entertainment for 580 mio. kr. samt alle aktierne i Dreamhack, der bl.a. arrangerer esport-turneringer- og festivaler. Desuden øgede MTG sin ejerandel i Splay, der har mere end 20 mio. Youtube-abonnenter, til 81 pct.

Spotifys videoindhold bliver i første omgang tilgængeligt i i Sverige, USA, England og Tyskland. Udover MTG er BBC, Comedy Central og ESPN blandt bidragyderne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også