Sletning af artikler fra Google bekymrer eksperter

Googles beslutning om at fjerne links til artikler fra Jyllands-Posten i en sag om cv-fusk indsnævrer informationsfriheden, mener eksperter.
Foto: Søren Sielemann/Polfoto/Arkiv
Foto: Søren Sielemann/Polfoto/Arkiv
LARS GRUBAK

I alt 11 artikler på jp.dk, der omtaler en sag om tidligere generalsekretær for Aarhus Festuge Martin Lumbyes pyntede cv, er blevet slettet fra Googles søgeresultater. Det er sket efter flere anmodninger fra hovedpersonen selv, skriver Jyllands-Posten.

Søren Sandfeld Jakobsen, der er professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, kalder det "bekymrende", at Google fjerner historier og information, som har en væsentlig interesse for offentligheden.

"Google skal sidde og foretage en uhyre svær afvejning mellem privatliv og ytringsfrihed, som i forvejen er svær for domstole, datatilsyn og forskere. Det er en systemfejl, og den konkrete sag afslører svagheden i EU-Domstolens dom," siger Søren Sandfeld Jakobsen til avisen og peger på, at EU-Domstolen klart har fastslået, at når det gælder mennesker, som spiller en rolle i offentligheden f.eks. via job eller et offentligt hverv, skal der meget til, før links skal slettes.

Også direktøren i den juridiske tænketank Justitia, Jacob Mchangama, samt chefjurist i Danske Medier, Holger Rosendal, er kritiske over for Googles beslutning.

Kommunikationschef Christine Sørensen fra Google i Danmark, siger til Jyllands-Posten, at Google gør sit bedste for at leve op til EU-Domstolens krav. Martin Lumbye har ikke ønsket at kommentere sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også