HBO Nordic lancerer salgsoffensiv

HBO Nordic søsætter i denne uge en ny reklamekampagne, der skal hverve abonnenter ved at promovere streamingtjenestens egne unikke tv-serier.
”The Home of Series”, som kampagnen hedder, har den norske skuespiller Kristofer Hivju som gennemgående figur. Han spiller med i en af HBO Nordics stærke kort, 'Game of Thrones', skriver HBO i en pressemeddelelse
Det er første gang, at HBO Nordic forsøger sig med at producere en pan-skandinavisk reklamefilm, der skal køre i alle markeder.
Den nye kampagne frister med de særlige HBO-serier og en prøveperiode til nye abonnenter.
Tv-reklamen er optaget i København, skabt af det danske reklamebureau SLM og produceret af Cameo Film A/S i fællesskab med SLM.
I et Blloomberg-interview i juni om HBO's forretning fremgik det, at HBO Nordic, der opererer i Sverige, Norge, Danmark og Finland, i alt har 380.000 abonnenter.
Den danske befolkning udgør ca. 20 pct. af Norden. I teorien ligger HBO's kundetal dermed på beskedne 76.000 abonnenter i Danmark.
Den nordiske HBO-tjeneste er 100 pct. ejet af Home Box Office, Inc., som er en del af Time Warner Inc.