Ugebrevet A4 og Avisen.dk slår redaktionerne sammen

Journalisterne på Ugebrevet A4 og Avisen.dk skal fremover levere til begge medier. Beslutningen fik i går chefredaktør for Ugebrevet A4 til at trække sig. Chefredaktør for Avisen.dk bakker strategien op.

Opdateret 13.25 med kommentar fra bestyrelsesformand for Avisen.dk ApS, Finn Larsen.

Ugebrevet A4 og Avisen.dk skal fremover produceres af en fælles redaktion - og ikke hver sin som hidtil.

Det står klart, efter bestyrelsen for medieselskabet, der er ejet af LO og Freeway i fællesskab, på et bestyrelsesmøde i går vedtog en ny strategiplan. Det bekræfter ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør for Avisen.dk ApS, der udgiver de to medier, over for MediaWatch.

”Jeg kan bekræfte, at der er vedtaget en ny strategi for selskabet. Vi udgiver fortsat Ugebrevet A4 og Avisen.dk som to kvalitetsmedier med fokus på arbejdsliv og arbejdsmarked, men internt slår vi ressourcerne sammen, så vi får et tættere redaktionelt samarbejde,” siger Rasmus Emborg.

”Fremover har vi en stor redaktion, der vil være delt op i en redaktion, der leverer originale historie til begge medier og så en nyhedsdesk, der sikrer, at Avisen.dk har en kvalificeret dækningen af dagens aktuelle nyheder,” siger Rasmus Emborg.

Chefredaktør uenig

Beslutningen fik i går chefredaktør for Ugebrevet A4 til at stoppe, da han ikke er enig i strategien om sammenlægningen, der har været undervejs et stykke tid.

Rasmus Emborg, som han har delt redaktionelt ansvar og direktør-titel med, fortsætter som ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør for Avisen.dk Aps.

I modsætning til Jan Birkemose, Ugebrevet A4's afgående chefredaktør, mener Rasmus Emborg, at bestyrelsens beslutning er rigtig.

”Jeg bakker op om strategien. Jeg synes, den giver nogle rigtig gode muligheder for at udnytte vores ressourcer bedst muligt med henblik på at leve op til vores målsætning om at skabe både publicistisk værdi og kommerciel værdi og lave god journalistik, øget gennemslagskraft og sund økonomi,” siger Rasmus Emborg.

Afviser nedskæringer

Han afviser samtidig, at der er tale om en sparerunde:

”Det er ikke en spareøvelse men en udviklingsøvelse, der har til formål at udvinde en merværdi af et samarbejde mellem journalisterne og den synergi, der er i at have en mere samtænkende redaktionel proces,” siger Rasmus Emborg, der understreger, at der ikke er planer om at slå medierne sammen også, selvom de nu får fælles redaktion.

”Der ligger en klar beslutning om at bevare de to selvstændige medier, fordi de kan noget forskelligt, og den værdi vil vi fastholde."

Formand: Naturlig konsekvens

Bestyrelsesformand for Avisen.dk ApS, sekretariatschef i LO Finn Larsen, ønsker ikke at kommentere den fremtidige strategi nærmere, her henviser han til Rasmus Emborg, men han bekræfter, at Jan Birkemose som en konsekvens af uenighederne om sammenlægningen er blevet fyret.

”Jeg kan bekræfte, at bestyrelsen i går har besluttet at afskedige Jan Birkemose. Jeg kan også sige, at beslutningen er sket med baggrund i, at vi ikke har været enige i den fremtidige strategi, og som medlem af direktionen er det selvfølgelig altid en konsekvens," siger Finn Larsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også