Arbejdsgivere kritiserer nulmoms

Grafisk Arbejdsgiverforening (GA) gør fælles sag med Egmont og Aller Media og kræver politisk fokus på avisernes momsfritagelse.

Efter Egmonts topchef, Steffen Kragh, i går på MediaWatch opfordrede politikerne på Christiansborg til at gøre op med avisernes nulmoms, følger Grafisk Arbejdsgiverforening (GA) nu trop.

"Enten skal alle medierne betale moms, ellers skal ingen," siger GA’s adm. direktør Thomas Torp i en pressemeddelelse.

Forbundet mener, at tiden er løbet fra momsprivilegiet, der betyder, at aviserne ikke skal betale moms af deres bladsalg på print og gør fælles sag med Egmont og Aller Media, der argumenterer med, at dagbladene i stigende grad bevæger sig ind på stofområder som livsstil og bolig, og dermed går i konkurrence med bladforlagenes kernestof med statsstøtte i ryggen.

"Momsfritagelsen skaber en helt urimelig konkurrencesituation, fordi aviserne kunstigt stilles stærkere i konkurrencen om læsere og annoncekroner i forhold til andre medier. Der skal selvfølgelig være lige vilkår mellem de magasiner, der udgives af aviser og de magasiner, der udgives af andre," siger Thomas Torp, der tiltrådte i begyndelsen af året som ny direktør for GA fra en stilling som public affairs direktør i PFA Pension.

Med udmeldingen trækker bladudgiverne fronterne skarpere op i kritikken af nulmomsen. Aller Media åbnede ballet, da ledelsen i koncernens årsrapport under "driftsrisici" anførte "massiv ulige konkurrence" fra de statsejede medier, DR og TV 2, og dagbladene, der får statslig produktionsstøtte på ca. 365 millioner kroner samt momsfritagelsen. Den anslås at have en værdi på godt en milliard kr., der dog udhules i takt med det faldende avissalg.

Grafisk Arbejdsgiverforening er branche- og arbejdsgiverforening for det grafiske område. Medlemskredsen tæller grafiske virksomheder, trykkerier, reklame- og kommunikationsbureauer, m.v., der ifølge GA beskæftiger omkring 6.300 medarbejdere og repræsenterer en samlet lønsum på 2,7 mia. kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også