Forsker: Hurtigere at omgå betalingsmure end at betale

Teknikken bag mange betalingsmure er så nem at gennemskue, at mange brugere ofte undgår at betale bare for at spare tid, mener lektor på Center for Journalistik, Filip Wallberg. Den betragtning er uetisk, mener chefredaktør.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Selv om du officielt kun må læse 10 eller 25 artikler gratis hos f.eks. Politiken og Berlingske, før du bliver ramt af en betalingsmur, er det ikke ensbetydende med, at brugerne bare sådan lige finder dankortet frem og betaler – også selvom de gerne vil læse mere.

I stedet for at betale finder mange en måde at omgå murene på, og det er ofte både nemmere og hurtigere end at skulle fedte rundt med kreditkort, siger Filip Wallberg, der er journalistisk lektor med fokus på digitale og sociale medier på Syddansk Universitet til Kristeligt Dagblad.

”Lige nu tager det længere tid at foretage en dankorttransaktion og registrere sig som bruger på Politiken.dk, end det gør at omgå betalingsmuren,” siger Filip Wallberg til avisen.

Hans kritik er målrettet Politiken.dk, hvor indholdet ikke er unikt nok til, at brugerne vil tage sig tid til at betale, mener han. Derfor omgår de gerne betalingsmure eller søger andre steder hen, hvor de samme nyheder er gratis.

Chefredaktør: Wallbergs betragtninger er rystende

Chefredaktør på Politiken, Lars Grarup, er hård i sin kritik af Wallberg. Det er ikke i orden at snyde, bare fordi man kan.

”Det må være op til deres moral, om de synes, det er i orden. Jeg synes bare, det er rystende, når folk, der arbejder i faget, kommer med så håbløse betragtninger. Det gælder både undervisere, journalister og studerende. Hvis ikke engang de kan se, hvorfor de skal betale, er det dybt bekymrende,” siger Lars Grarup til Kristeligt Dagblad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også