Iværksættere vil holde industrien opdateret

Webportalen Industri-nyt.dk, der lanceres i dag, vil levere dagligt nyhedsoverblik og være træfpunkt for små og mellemstore virksomheder.

Nyt B2B-medie ser dagens lys i dag med lanceringen af Industri-nyt.dk. Bag portalen står mediemanden Anders Skotlander Thomsen, der også står bag web-tv satsningen Korridoren.dk, og broderen, Lasse Thomsen.

Portalen vil holde dansk industri opdateret med nyheder, viden, aktie- og valutakurser og inspirere med tv-interviews med topchefer fra dansk erhvervsliv. Samtidig satser iværksætterne på at blive et træfpunkt for små- og mellemstore virksomheder, oplyser Industri-nyt.dk i en pressemeddelelse.

”Vi vil gøre det nemt at få et dagligt overblik over de mest relevante industrinyheder. Vi vil inspirere og dele viden imellem store og små virksomheder, så alle kan blive bedre til at tjene penge og dermed beholde arbejdspladserne i Danmark,” siger Lasse Thomsen.

Ud over nyhedsdelen består portalen af undersitet Industri-tilbud.dk, hvor virksomheder kan lægge opgaver op og modtage tilbud fra andre virksomheder og på den måde få tilbud fra potentielle leverandører. Derudover er en jobportal og en markedsplads, hvor virksomheder kan købe og sælge udstyr, maskiner og produkter undervejs i den kommende måned.

Industri-nyt.dk er online fra i dag og udsender et gratis nyhedsbrev dagligt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også