Egmont indgår digital aftale med Warner

Tom & Jerry og Snurre Snup får nyt digitalt liv på Iphone og Ipad, når Egmont Kids Media intensiverer den digitale offensiv over for børn.

Egmont Kids Media udvider samarbejdet med den amerikanske mediegigant Warner. Bag den nye aftale ligger et mangeårigt samarbejde mellem Egmont Media Kids og Warner om udgivelsen af de kendte tegneserier på tryk.

Egmont Kids Media har det seneste år intensiveret jagten på de små digitale forbrugere med flere apps og digitale børneuniverser.

Den nye aftale skal sikre udviklingen af de digitale muligheder, der ligger i de gamle tegneserier, siger Peter Schrøder, digital direktør i Egmont Kids Media, i en pressemeddelelse.

”Vi har store forventninger til at både Tom & Jerry og de øvrige Warner-karakterer bliver lige så populære digitalt som de er på print.” 

Det betyder blandt andet, at Egmont vil udvikle apps til Iphone og Ipad med de populære tegneseriefigurer.

”Målet er at skabe apps til børn som er både lærerige og pædagogiske samtidig med at de befinder sig i et trygt univers, hvor der f.eks. ikke er mulighed for tilkøb lagt ind i app’en,” siger Peter Schrøder i pressemeddelelsen.

Egmont Kids Media har 1. februar lanceret en Tom & Jerry app i Danmark. Næste skridt bliver apps med Scooby Doo og Looney Tunes, der udkommer senere på året, oplyser Egmont.

- BCH
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også