Elektronista udvider paletten med e-magasin

Nyt digitalt magasin til de tech-interesserede kvinder skal udkomme 2-3 gange årligt.

Elektronista.dk udvider tilbuddet til de kvindelige gadget-entusiaster med et e-magasin. Elektronista udkommer i forvejen som blog, nyhedsbrev eller inbox-magasin og er på de sociale medier - det skal det nye medlem af familien i de mere traditionelle klæder skabe modvægt til.

”Vi har hidtil været mest i det meget levende digitale univers. Nu supplerer vi med et format, der er mere traditionelt og eventbaseret i den forstand , at der er en start, en midte og en slutning, fordi vi gerne vil servicere det behov, brugerne kan have for at sætte mig ned med en ”pakkeløsning”, hvor der er kræset om stoffet, og hvor stoffet er prioriteret for en," siger Christiane Vejlø, der står bag Elektronista og også er vært på Radio 24syv-programmet af samme navn.

Tiltrække annoncører
Indholdet i magasinet er både genbrug fra bloggen og nye artikler, skrevet af en håndfuld frivillige skribenter. Magasinet skal udkomme 2-3 årligt, og håbet er samtidig, at den mere traditionelle magasinform kan lokke flere annoncører og kommercielle samarbejder til.

”Vi arbejder i et digitalt univers, der er langt fremme, og det kan ind imellem godt være en hæmsko. Her tilbyder vi et mere traditionelt format, som vi håber kan være med til at skabe nogle nye relationer for os,” siger Christiane Vejlø.

Hun uddyber, at magasinet og de øvrige Elektronista-kanaler, der er gratis, skal ikke drive forretningen i sig selv, men virke som løftestang for de øvrige Elektronista-tilbud som rådgivning, trendsessions og foredrag. Christiane Vejlø har drevet Elektronista.dk gennem to år. Sitet har ifølge Christiane Vejlø i dag 50.000 unikke brugere, Google Analytics-tal, og 5000 modtagere af nyhedsbrevet.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også