Ny mediestøtteaftale på plads

Regeringen og Enhedslisten har indgået smal aftale omkring en ny mediestøtteordning, der indfases over tre år, og som alligevel ikke nedlægger Bladpuljen.

Efter mange års venten og flere tykke rapporter har mediebranchen endelig fået en ny mediestøtteordning.

Regeringen har sammen med Enhedslisten i dag indgået forlig om en ny mediestøtteordning, som vil blive indfaset over en tre-årig periode fra 2014. Det oplyser Kulturministeriet.

Netmedier tilgodeses
Aftalen betyder som ventet et grundlæggende skift fra distributionsstøtte til produktionsstøtte, der beregnes ud fra mediets redaktionelle omkostninger, og betyder, at netmedier langt om længe nu også får mulighed for at få støtte.

Produktionsstøtten gives til medier med minimum tre redaktionelle årsværk. Halvdelen af mediets indhold skal være redaktionelt stof, hvoraf 1/3 skal være egenproduceret og at mindst halvdelen af dette skal behandle politiske og samfundsrelaterede emner.

Bladpulje bevares
Som noget nyt har aftaleparterne alligevel ikke valgt at udfase den såkaldte Bladpulje til ideelle blade. I stedet bliver puljen halveret over en tre-årig periode til nu kun at indeholde 20 millioner kroner, og samtidig indføres der et titelloft på 750.000 og en bundgrænse på 5.000 kroner.

Dermed bliver dagbladene ikke fuldt ud kompenseret for den øgede lønsumsafgift til omkring 40 millioner kroner, som blev aftalt i finansloven sammen med Enhedslisten. Netop spørgsmålet om en kompensation i mediestøtteaftalen for lønsumsafgiften har været en af de største knaster mellem regeringen og oppositionspartier.

Titelloft - ikke koncernloft
Dagbladene kan samtidig se frem til støttelofter per titel på 17,5 millioner kroner og et loft på maksimalt 35 procent af de redaktionelle omkostninger. Til gengæld indføres der ikke noget koncernloft, som foreslået i oplægget fra Dyremose-udvalget. Det fremgår ikke, hvorvidt støttemodtagerne maksimalt kan få en ny støtte på 110 procent af den nuværende støtte, som der også var lagt op til i Dyremose-udvalgets rapport.

Stor innovationspulje
Med aftalen indfører regeringen og Enhedslisten også det meget omdiskuterede ejerskabskriterium, der betyder, at der ikke ydes støtte til medier, der er 2/3 eller mere af fag- og brancheorganisationer. Det betyder bl.a., at Ingeniøren, der er ejet af Ingeniørforeningen ikke er berettiget til støtte.

Den nye mediestøtteordning medfører desuden, at der som forventet oprettes en innovationspulje til projektstøtte til etablering af nye medier og udvikling af eksisterende medier samt saneringsstøtte på i alt 20 millioner kroner.

Aftalen betyder samtidig, at den nye mediestøtteordning kan revideres efter tre år.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også