Global: SBS i forhandlinger om svensk tv-kanal

Discovery fortsætter opkøbsjagt via SBS i Sverige, amerikansk streamingtjeneste mister succesfuld topboss, og LinkedIn runder et skarpt hjørne...
Thomas Bo Christensen

SBS tæt på svensk ungdomskanal
SBS TV i Sverige har i dag købt rettighederne til de svenske mesterskaber i ishockey for 2013 af TV4-gruppen, som ejes af Bonnier - men det er ikke det eneste køb, der er på vej fra SBS. Dagensmedia.se skriver, at SBS TV også er i forhandlinger med TV4 om et køb af TV11, hvis fokus er på de unge seere. Netop den tv-kanal har tidligere været nævnt som et opkøbsobjekt for Discovery, som for nylig købte SBS.  TV11 havde premiere i januar 2011 og erstattede den hidtidige TV4-kanal TV400, og målet var netop at tage kampen op med SBS TV og MTG om de unge seere. I et interview med Dagensmedia.se siger TV4´s kanaldirektør, Peter Lindström, at ”TV11 har gjort et godt job, når det gælder om at lokke ungdommen til, men den har ikke lokket annoncørerne til i samme grad, som vi havde håbet, og dermed ikke nået den lønsomhed, vi ønskede.”

Hulu mister succesfuld topchef
Den amerikanske streamingtjeneste Hulu, der konkurrerer om netbrugernes gunst med bl.a. Netflix, har mistet sin topchef, Jason Kilar. CNN skriver, at det er et hårdt slag for Hulu, eftersom Jason Kilar var manden, der forvandlede tjenesten fra ”et tomt kontor” i 2007 til i 2012 at have tre millioner betalende kunder og en omsætning på ikke mindre end 700 millioner dollar. Kilder siger til CNN, at Kilars exit måske også medfører, at nogle af de folk, som han bragte med til Hulu i 2007, også forsvinder, hvilket vil gøre fremtiden for Hulu usikker.

Linkedin runder 200 mio. medlemmer
Den amerikanske netværkstjeneste LinkedIn annoncerede onsdag, at den har passeret 200 millioner medlemmer, og at tjenesten hvert sekund får to nye medlemmer. Samtidig offentliggjorde tjenesten tal for, hvor medlemmerne kommer fra. Her er koncentrationen stadig størst i USA, som med 74 millioner brugere er det land med flest medlemmer. Herefter følger Indien (18 mio.), Brasilien (11 mio.), Storbritannien (11 mio.9 og endelig Canada (7 mio.), skriver The Next Web.

- TBC

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også