Arreboe: Hvor er dokumentationen, Stig Ørskov?

Chef for DR.dk, Michael Arreboe, savner belæg for JP/Pol-direktør Stig Ørskovs påstand om, at DR.dk og TV2.dk er "kopisites".

Dr.dk og Tv2.dk kom igen under beskydning, da Danske Medier for nyligt foreslog, at de to statsejede medier kun må citere dagbladenes historier i tweet-længde - for at beskytte dagbladenes forretning.

Koncerndirektør Stig Kirk Ørskov, JP/Politikens Hus, spædede i et debatindlæg yderligere til debatten ved at kalde Dr.dk og Tv2.dk "kopitjenester" og opfordre til en benhård begrænsning af nyhedsdelen på de to sites.

Frem med fakta
Men den præmis har chef for Dr.dk, Michael Arreboe, meget svært ved at acceptere:

"Jeg forstår ikke, hvad det er for fakta, Stig Ørskov bygger sin påstand på. De tal, der foreligger, viser, at DR har en egenproduktion, der er større end to af de medier, han selv repræsenterer, så jeg kan ikke genkende hans udlægning af, at DR.dk skulle være et kopisite. Men det kan selvfølgelig være, at det er en en generel kritik af websites, herunder de websites der er i hans egen koncern," siger Michael Arreboe.

Han henviser til tal fra 2010 over fordelingen mellem egenproducerede nyheder, citathistoirer og nyhedstelegrammer på syv af de største netaviser. Tallene stammer fra en optælling, foretaget af Ph.d. på RUC Jannie Møller Hartley i 2010 i samme uge og efter samme kriterier, som professor Anker Brink Lund i 2008 opgjorde fordelingen på samme sites i "Hvor kommer nyhederne fra".

Dr.dk ikke problemet
Tallene viser, at Dr.dk den pågældende uge havde en egenproduktion på 35 pct., citathistorier fra andre medier udgjorde 23 pct., mens nyhedstelegrammer stod for 27 pct. Hos TV2.dk var fordelingen 18 pct. egne nyheder, 17 pct. citathistorier og 61 pct. nyhedstelegrammer, mens Eb.dk blev målt til 34 pct. eget stof, 25 pct. citatstof og 36 pct. bureaustof - se fordelingen for de øvrige netaviser i skemaet herunder.

"Stig Ørskov kalder DR.dk og TV 2.dk "kopisites", og det kan jeg i hvert fald ikke se ud af de her tal. Måske har han nogle andre tal, men så må han jo lægge dem frem. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det kan bekymre, at dagbladene har så kraftigt et læser- og oplagsfald, men jeg tror bare ikke, at det er DR, der skal ses som forklaring på det fald," siger Michael Arreboe.

Ritzau-dilemmaet
Hvad er jeres målsætning vedr. fordelingen af egne histoirer og citathistorier på Dr.dk?

"Vores mål er at bidrage med uafhængig og original journalistik. Hvad fordelingen lige er i procent, vil jeg ikke sætte tal på, men kigger man på de tal, der foreligger, er fordelingen ikke bekymrende," siger Michael Arreboe, der lige som generaldirektør Maria Rørbye Rønn, DR, peger på det dilemma, der ligger i, at dagbladene på ene side klager over, DR og TV 2 citerer dem - og på den anden side selv opfordrer andre medier til at citere deres historier via Ritzau-rullen.

"Jeg kan konstatere, at de medier, som Stig Ørskov repræsenterer, dagligt sender historier til Ritzaus citattjeneste i håbet om, at andre medier vil citere. Hvis Stig Ørskov er utilfreds med, at andre citerer, kan han blot bede de tre redaktioner om ikke at sende citater til Ritzaus citattjeneste," siger Michael Arreboe.

Men hvor meget kan I bruge sammenligningen med private medier til - har I ikke en anden rolle som public service-medie?

"Jo, selvfølgelig. Vi er uafhængige af kommercielle interesser, så vi er et andet medie. Men DR er en del af mediemarkedet, og vi citerer andre medier ud fra citatreglerne og gør det i en grad, der svarer til, hvad alle andre medier gør på markedet."

Ikke politisk krav
I jeres public service-kontrakt er der alene et krav om, at I skal tilbyde egenproducerede nyheder - ikke et krav om, at I skal følge nyhedsstørmmen generelt og citere andre medier eller bringe Ritzau-telegrammer. Hvorfor vælger I ikke at koncentrere jer om egenproduktionen, når det er det eneste krav, der foreligger?

"Fordi brugerne på Dr.dk skal kunne få en generel opdatering på, hvad der sker i nyhedsbilledet. Vi er i en situation nu, hvor alle danskere under 50 år foretrækker nettet som deres primære nyhedskilde, og der skal DR selvfølgelig kunne tilbyde dem et nyhedstilbud, der er bredt, favnende og dækkende på alle de platforme, hvor nettet kan tilgåes - hvad enten det er tablet, mobil eller pc."

- LR

 

Procentuel fordeling mellem egenproducerede, originale historier, interne citathistorier (lettere bearbejdede historier), eksterne citathistorier ("lån og ran fra andre") og nyhedstelegrammer fra f.eks. Ritzau på 9 netaviser i uge 43 i hhv. 2008 og 2010.

Kilde: Ph.d. Jannie Møller Hartley, Roskilde Universitet 2011 (tal for 2010) og Hartley i Brink Lund, Willig og Ørsten, ”Hvor kommer nyhederne fra?”, 2009 (tal for 2008)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også