Ny DR-kontrakt forsinket

DR's nye public service kontrakt bliver ikke færdig inden nytår, oplyser Kulturministeriet.

Som en del af medieforliget fra oktober blev det besluttet at forny DR's public service-kontrakt for 2012-2014. Kontrakten skal gælde fra 1. januar, men det vil blive med tilbagevirkende kraft - for det er ikke realistisk at få aftalen på plads til årsskiftet, lyder meldingen fra Kulturministeriet. 

"Vi er i dialog med DR, men der er ikke mange arbejdsdage tilbage," siger kontorchef Lars Banke. 

Den nuværende public service-kontrakt, der blev forhandlet på plads under VK-regeringen, løber til 2014, men skal igennem et remake - bl.a. for at DR kan gennemføre de ændringer af tv-kanalerne, som DR vedtog i foråret - og fik daværende kulturminister Uffe Elbæks (R) velsignelse til.

I den gældende kontrakt er det specificeret, hvilke tv- og radio-kanaler DR har tilladelse til at drive. Den tekst matcher ikke just, at DR2 i det nye år skifter ham til samfundskanal, at DR Update og DR HD forsvinder som kanal-brands og afløses af DR3 og den ekstra børnekanal, DR Ultra.

Den varme DR.dk-kartoffel
Et andet varmt punkt i medieaftalen, der også har været til debat den senere tid, er indholdet på DR.dk. Her skal rammerne fastlægges med fokus på "høj kvalitet og fokus i public service-indholdet," lyder oplægget i medieaftalen.

Ifølge dagbladene lukrererer nyhedsdelen på DR.dk på de private mediers arbejde. Derfor har DDF/Danske Medier foreslået, at DR og TV 2 kun må citere dagbladenes nyheder i tweet-længde - og for nylig slog koncerndirektør Stig Kirk Ørskov, JP/Politikens Hus, i et indlæg på MediaWatch et slag for, at DR.dk sløjfer nyhedsdelen efter tysk ZDF-model. DR har selvsagt et andet syn på den sag. I den gældende public service-kontrakt er det kun specificeret, at sitet skal indeholde selvstændige nyheder - ikke et krav om at følge den generelle nyhedsstrøm.

I den forbindelse med den nye medieaftale blev det fastlagt, at der skulle laves en udredning om DR.dk’s nyheder - herunder fordelingen af egne nyheder og nyheder fra dagbladene. Den udredning er dog ikke på plads endnu.

"Vi overvejer, hvordan vi griber det an. Vi har snakket med DDF og DR om det, men der er ikke besluttet noget endnu," siger Lars Banke, der uddyber, at tidshorisonten for udredningen er "først i det nye år".

Budgetter frem i lyset
Et tredje punkt, DR og ministeriet skal forhandle køreplan for i public service-kontrakten, er kravet om større gennemsigtighed i forhold til "DR's fordeling af ressourcer på forskellige formål, herunder de enkelte  tv- og radiokanaler".

Som MediaWatch skrev i efteråret er DR's prioritering af lienskronerne mellem de forskellige kanaler lukket land for offentligheden. Men det er uholdbart, at licensbetalerne ikke selv kan få indblik i, hvordan pengene bruges og fordeles, mener forligspartierne bag medieaftalen, der altså nu vil have budgetterne mere frem i lyset.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også