Dilling: Bedre hvis YouBio var kommet før Netflix

Flow-tv vil falde - og tv-tjenester vokse i 2013, mener TDC's adm. direktør, Carsten Dilling, der har dagens Julestafet.

Medieudviklingens hastighed har overrasket mest, mens Apples lancering af Iphone5 hørte til de mindre imponerende begivenheder i det forgangne år. TDC's adm. direktør, Carsten Dilling, er dagens gæst i Julestafetten.

Når det gælder årets medieudvikling ...

... hvad har så overrasket dig mest?

"At 2012 blev året, hvor vi endelig så, at integrerede løsninger slog an. Hvor flere udbydere, herunder os selv med fx YouBio og Mit TDC-app’en, endelig gik i stor skala, så fremtidens kommunikationsløsninger blev for de mange, og ikke længere kun for en snæver kreds af tekniske pionerer."

... og skuffet dig mest?

"Jeg går generelt ikke og samler på skuffelser, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg studsede noget over, at Apple lancerede en iPhone 5, hvor de ikke tog højde for 4G-frekvenserne i et af verdens mest teknologisk innovative områder, Europa. Fra Spanien over Tyskland og til Danmark er store grupper afskåret fra at gå på 4G-nettet med deres nye iPhone. Det er ikke imponerende."

... hvilken ny tendens overlever næste år?

"Vi kommer helt sikkert til af se en yderligere stigning i forbruget af medietjenester såsom Netflix og YouBio, hvor man for et fast månedligt beløb får adgang til en stor mængde indhold af film og tv-serier."

... og hvilken tendens flopper?

"Teknologisk udvikling sker jo som evolution og ikke revolution. Derfor vil jeg ikke tale om et decideret flop, men vi kan tydeligt se, at for kunder med vores moderne tv-løsninger, fylder flow-tv mindre og mindre af deres sening. Muligheden for at se tv hvor og hvornår vi ønsker, vil vinde langt mere frem."

... hvilken idé ville du gerne selv have fået?

"Netflix kom jo først med deres indholdstjeneste til danskerne, og jeg havde da gerne set, at vi havde været de første. Men kan man ikke være først, må man jo være bedst. Jeg er sikker på, at vi med lanceringen af YouBio kommer til at tilbyde danskerne det stærkeste produkt på dette marked."

Drillenissen... fra Niels Duedahl, adm. direktør, SE:

Hos TDC erhvervede i jo for år tilbage DONG Energy’s fibernet. Fra Syd- og Sønderjylland ved vi, at kunderne sætter pris på garanterede up- og download-hastigheder omkring 90 m/bit frem for kun de ca. 10 m/bit, der er standarden hos TDC. Jeg vil derfor gerne spørge, hvornår I vil imødekomme kundernes behov og for alvor sørge for, at kunderne får den båndbredde der hører hjemme i dette århundrede og ikke skal opleve lovede hastigheder som jeres produkter sjældent lever op til?

"Jeg ved godt, at Niels er utroligt glad for at snakke om ingeniørvidenskab og teknologiske specifikationer. Selv vil jeg hellere tale om indhold. Det er helt entydigt det, vores kunder – danskerne over hele landet - først og fremmest lægger vægt på, når de vælger en bredbåndsløsning. Kunderne er eksempelvis optagede af, om det er kvalitetsindhold såsom de rette tv-kanaler, der følger med i pakken, når de køber en HomeTrio-løsning med telefoni, internet og tv samlet i ét produkt. Det er også derfor, at vi nu lancerer YouBio-produktet, som giver danskerne adgang til mere indhold på deres bredbåndslinje. Derimod er hastighed af sekundær betydning for danskerne. Ifølge de seneste tal fra Erhvervsstyrelsen er der 2,1 mio. bredbåndslinjer i Danmark, og blot 28.000 af disse har en hastighed på mere end 50 mbit/s, selvom 74 procent af danskerne har adgang til 50 mbit/s eller mere."
 

Carsen Dilling sender stafetten medsamt drillenisse videre til Anders B. Christjansen, adm. direktør i Waoo.


Følg stafetten fra start:

3.dec.: Niels Breining, YouSee: MTG's Boser-buk er årets overraskelse
4. dec.: Steen Ulf Jensen, Boxer: Vi er Skywalkers rebeller mod Vaders imperium
5. dec.: Kim Poder, adm. dir. TV3: Faldet i reklamemarkedet har overrasket mest
6. dec.: Niels Duedahl, adm. dir., SE: Gamle operatører har haft det for nemt for længe 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også