Global: Netflix køber Disney-rettigheder

Streamingtjenesten Netflix har haft den store pengepung fremme hos Disney, Washington Post undersøger paywall-muligheder, og flere briter vil skifte tv-pakker...
Thomas Bo Christensen

Netflix indgår aftale med Disney
200-300 millioner dollar per år. Så meget vurderer Financial Times, at den amerikanske streamingtjeneste Netflix, der netop har haft premiere i Danmark, har betalt for rettighederne til vise de nyeste Disney-film på nettet. De to mediegiganter har således indgået en aftale, der betyder, at Netflix fra 2016 bliver eneejer af tv-rettighederne til nye Disney-film – herunder film fra Pixar. Efter offentliggørelsen af købet steg Netflix-aktien med 14 procent.

Washington Post kigger på betalingsmure
Topchef på Washington Post siger nu, at avisen leder efter en betalingsmur, skriver NetNewsCheck. Donald Graham har ellers tidligere insisteret på, at avisen ikke ville følge f.eks. New York Times og indføre en betalingsmur, da det ikke ville passe til avisen. Men nu har piben altså fået en anden lyd. På en konference fortalte Donald Graham, at ”vi selvfølgelig kigger på betalingsmure af enhver type. Men grunden til, at vi ikke har indført en, er, at vi endnu ikke har fundet en, der rent faktisk medfører overskud.”

Briter vil skifte tv-pakker… men ikke til streaming
I 2013 planlægger dobbelt så mange briter at skifte deres tv-abonnement som i år, viser en undersøgelse fra mediebureauet Oliver & Ohlbaum. Men hvor det er nærliggende at tro, at de britiske medieforbrugere vil kaste sig over streamingtjenester som Netflix og HBO og vælge tv-kassen fra, så er det ikke tilfældet. I stedet planlægger briterne blot at luge ud i antallet af kanaler i deres tv-pakker, skriver Paid Content, hvilket ifølge mediebureauet skyldes, at flere ønsker en billigere tv-regning end at skifte til streamingtjeneste.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også