Danske Medier: Bidsk Pressenævn holder politikerne fra døren

Bedre at Pressenævnet går til stålet og kræver rettelser på forsiden - end at politikerne strammer grebet om pressen, siger direktør Ebbe Dal, DM.

"Pressenævnet kritiserer ..." er blevet om ikke hverdagskost, så i hvert fald et langt mere almindeligt syn på forsiden eller forreste sider i aviserne det seneste halve år.

Linjen fra Pressenævnet er blevet bidskere, og det fik i mandags politisk kommentator og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, til at spidde det "stærkt tiltagende magtbrynde i Pressenævnet" i en kommentar på MediaWatch.

Det skete bl.a. med udgangspunkt i, at Dagbladet for nylig måtte bringe en kendelse fra Pressenævnet på forsiden - efter avisen to gange havde bragt et genmæle i den pågældende sag, men ikke på en tilstrækkeligt fremtrædende placering i avisen.

I Danske Medier bekræfter direktør Ebbe Dal, at Pressenævnet har ændret kurs inden for det seneste halve år, men han er ikke enig i, at det er en kværulantisk nedturs-kurs, der skal stoppes.

"Når Folketinget rasler med sablen, som de har gjort, så må vi se, hvad der kan gøres uden, at Folketinget begynder at lave lovgivning, som vi ikke kan leve med. Det er baggrunden for, at Pressenævnet har "skruet bissen på", og at medierne har accepteret det," siger han.

Den sabel, Ebbe Dal henviser til, er forårets politiske debat om presseansvar, der blev skudt i gang, da Folketingets Kultur- og Retsudvalg i slutningen af februar kom med en række forslag til stramninger af presseansvaret. Her blev det bl.a. foreslået at give Pressenævnet mulighed for at uddele bøder og selv aktivt tage sager op.

"På den bagrund har Pressenævnet taget en markant holdning, som har resulteret i de her ting, og vi har under de givne omstændigheer i branchen accepteret, at det har fundet sted, fordi vi er vældigt optagede af at undgå, at der bliver lavet om på ansvarsreglerne," siger Ebbe Dal.

"Man kan selvfølgelig sagtens tage Falberts holdning og sige, der er noget, vi bare ikke vil, men jeg tror, risikoen for, at vi så i stedet ville få lovgivning havde været overhængende."

Men er der en grænse for hvor langt Pressenævnet kan tillade sig at gå ud af den her sti, før prisen bliver for høj?

"Ja, det er der givetvis, men jeg kan ikke sige præcist, hvor den ligger," siger Ebbe Dal.

Er det en tendens, der er kommet for at blive, eller vil det ændres ved et regeringsskifte?

"Det er indtrykket, at Folketinget ganske bredt har overvejelser i den her retning."

Sammen med Dansk Journalistforbund er Danske Medier i samme ombæring gået i gang med at kigge på de vejledende regler for god presseskik, som er den aftale mellem de to organisationer, der danner grundlaget for, hvad Pressenævnet arbejder med - og altså kernen i den selvjustits, som pressen reguleres ved i dag. Arbejdet ventes færdig i foråret.  

"Begynder man at regulere den her slags ved lov, er man gået for langt i forhold til de frie mediers muligheder. Det er i bund og grund et pressefrihedsspørgsmål," siger Ebbe Dal.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også