Her er JP's betalingsmodel

I morgen tidlig træder Jyllands-Posten ind i brugerbetalingens tid på nettet. JP Premium skal fastholde abonnenterne - uden at koste gratislæsere online.

Gratistrafikken skal bevares og de betalende abonnenter skal fastholdes med ekstra tilbud.

Når Jyllands-Posten i morgen kl. 07:30 lancerer sit betalingsunivers JP Premium, skal gratis- og betalingsjournalistik - balancere, så gratisterne ikke føler sig afvist, selv om andre oplever, at de får adgang til mere kvalitetsjournalistik for abonnementsprisen.

"Gratistrafikken skal forsvares og må ikke tage skade. De læsere, der følger nyhedsstrømmen online vil ikke mærke forskel, medmindre de bliver lokket og interesseret i, hvad der foregår inde inde i abonnementsuniverset," siger ansv. chefredaktør Jørn Mikkelsen.

Han understreger, at Premium-projektet i høj grad er et "fastholdelsesprojekt for de eksisterende abonnenter". Gruppen af abonnenter, som avisen de seneste år har set svinde ind, skal opleve, at der fortsat er grund til at betale for avisen.

Tjene digitale penge uden at røre ved gratis
Jyllands-Postens betalingsmodel, Premium, der egentlig havde termin i oktober, skiller sig på den måde ud fra de betalingsmodeller, som Berlingske og Politiken barsler med. Konkurrenterne har valgt New York Times-modellen, der sætter en prop i gratislæsningerne efter et vist antal artikler.

Jyllands-Postens Premium model bevarer gratis i den forstand, at Jp.dk og Epn.dk fortsætter med samme volumen, understreger Jørn Mikkelsen. Forskellen vil være, at de to sites vil blive præget af henvisninger til Premium-universet på den anden side af betalingsmuren.

Premium-produktet skal være ekstra journalistik – fortrinsvist i den tunge ende af de journalistiske genrer: Analyse, baggrundsinterviews og reportager. Derudover skal Premium indeholde ekstra grafikker, audio, data og video.

Det eksakte skæringpunkt mellem hvad, der havner på hvilken side af muren, har været et kernespørgsmål i udviklingsarbejdet, og der vil sikkert være justeringer fremover.

"Vi vil også skulle bokse os lidt frem for at finde det rette skæringspunkt mellem gratis og Premium stof. Foreløbigt kører de to sites videre som hidtil, men det må jo vise sig, om det skal fortsætte sådan. Det vigtigste nu er, at gratistrafikken forsvares," siger Jørn Mikkelsen.

Deadlines med nyhedsbreve
Premium skal dekonstruere det traditionelle nyhedsdøgn, der var bundet op om rotationspressens daglige deadline. Fremover vil der være flere daglige deadlines. Læserne kan - ud over avisen - modtage nyhedsbreve kl. 06, kl. 12 og kl. 19  med nye opsamlinger og nyhedshistorier. Samme strategi, som Berlingskes nye digitale køreplan, der indeholder app'en ’Berlingske Aften’.

Det sene nyhedsbrev vil typisk indeholde en analyse af et af dagens store emner, siger Jørn Mikkelsen, der mener, at de tre daglige deadlines fungerer bedre end en digital first strategi, hvor man ikke holder stof tilbage, men skyder det af sted, så snart det er færdigt.

"De samlede nyhedsbreve har en redaktionel merværdi, fordi de er prioriterede skarpere og skaber en mere direkte relation til abonnenten," siger han

Mere stof
Der kan være overlap af stof mellem de forskellige platforme. Stoffet fra "19'eren" kan eksempelvis skæres til og genbruges i avisen. Under alle omstændigheder, skal redaktionerne dog producere mere end nu. Det ser Jørn Mikkelsen dog ikke som et problem, selv om huset i foråret skar den redaktionelle stab ned med 12 mand.

"Der skal produceres mere - og det klarer vi med de samme kræfter som vi har nu. Vi skal hele tiden gøre tingene smartere og skaffe os ressourcerne til de nye aktiviteter,” siger han.

Kun redaktionelle målsætninger
Endnu vil Jyllands-Posten ikke sætte konkrete tal på, hvad Premium-projektet skal præstere i form af læsere eller abonnementer. Eller gisne om, hvordan det vil påvirke næste års regnskab. Fokus er rettet mod produktet, siger Jørn Mikkelsen.

"Foreløbigt tillader vi os selv det privilegium, at vores succeskriterier er rent redaktionelle: Er det godt nok, det vi laver? Får læserne tilstrækkeligt meget ekstra? Senere gør vi op, hvad de mere konkrete og kommercielle målsætninger er i forhold til læsere og abonnenter."

- JHT
 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også