Berlingske afslører ny digital strategi

Alt skal på web, digital aften-avis og nye arbejdsgange. Berlingske lancerer ny journalistisk og digital strategi.

Berlingske indfører ny strategi for både digitale platforme og printavisen efter nytår.  

Ændringerne, som chefredaktør Lisbeth Knudsen kalder en "kæmpe pakke" skal ændre nyhedsflowet, arbejdsgangene, papiravisens indhold og forberede Berlingske på at indføre betalingsmur i første kvartal 2013.

Klar til betalingsmuren
For læserne vil den første ændring blive tydelig i slutningen af januar, hvor B.dk redesignes og ændres. 

Den nye strategi indebærer desuden en digital first-strategi. Konceptet, der ikke er at forveksle med Berlingskes web first-strategi, der blev lanceret i 2007, skal sikre, at alt journalistisk indhold skal findes - og helst først - på digitale platforme: web, tablets og mobil. 

Det betyder dog ikke, at der ikke fortsat vil være historier, der gemmes til og breakes i printavisen, fortæller Lisbeth Knudsen til MediaWatch. Men det betyder, at alle historier - også dem, der tidligere blev holdt ude af de gratis digitale platforme - vil være at finde bag betalingsmuren. 

Desuden vil Berlingske introducere "Berlingske Aften" - hvor en række unikke historier lanceres på tablet sidste på eftermiddagen. 

"Vi tager det mobile – tablets og smartphones – alvorligt. Der skal ikke bare være en kopi af andet indhold. Det kan ende i avisen, men ikke nødvendigvis," siger hun. 

Nye arbejdsgange
For medarbejderne på Berlingske betyder omlægningen, at der skal rykkes rundt på nogle skriveborde.

Redaktionssekretariatet omstruktureres, så de redigerende fremover sidder hos en fagredaktion i stedet for at sidde samlet.

Pointen er, at de fagenhederne  - de redigernede og journalisterne i samarbejde - nu skal producere stof til alle platforme i løbet af dagen.

Lisbeth Knudsen siger til MediaWatch, at det ikke er planen at skære ned på antallet af redigerende - men i stedet at sikre, at der løbende leveres kvalitetsindhold til de forskellige platforme.  

Slut med "nogen siger noget-journalistik"
Når det digitale indhold bliver til en vare, man skal betale for, skal printavisens særlige kendetegn styrkes. I januar 2011 relanceredes Berlingske Tidende til Berlingske ud fra en tankegang om, at den skulle bevæge sig mere i retningen af magasinjournalistikken og levere mere - og andet - end den hurtige (gratis) nyhedsstrøm.
Nu vil Berlingske bevæge sig et skridt videre i den retning i avisens første sektion og Business.

Blandt andet vi den være bedre til at gøre opmærksom på - og sælge - det professionelle journalistiske håndværk. 
Det betyder mere gennemsigtighed omkring processerne og en mere detaljeret varedeklaration på artiklerne - eksempelvis dokumentation for research og antallet af interviewede kilder. 

"Det er helt afgørende markedsføringsmæssigt, at vi synliggør vores professionelle tropværdighed. Vi skal åbne mere omkring, hvordan vi arbejder, og hvordan vi kommer frem til forskellige ting. Der skal ikke være så mange historier om at, "a mener noget, b mener noget andet, og c er eksperten, der vurderer". Vi må gå et spadestik dybere, hvis folk i fremtiden skal købe vores journalistik," siger Lisbeth Knudsen. 

Desuden lancerer Berlingske en ny weekendpakke til printavisen - men endnu vil chefredaktøren ikke fortælle om detaljerne, ud over, at avisen arbejder med tilbud i Business-sektionen. 

Ikke flere journalister
Opsummerende skal der altså udvikles mere kvalitetsjournalistik til flere platforme og deadlines i løbet af dagen. Men der vil ikke blive flere skrivende til den opgave. 

"Der er ikke lagt an til ansætte flere journalister. Vi skal arbejde på en anden måde. Der kan være færre historier i avisen, som vi så gør mere ud af. Vi skal prioritere skarpere, hvilke historier vi tager op i løbet af dagen. Og måske vil en del mellemfase-historier ryge ud. Desuden vil der blive en større arbejdsdeling, hvor nyhedsbureauet (BNB, red.) laver opdateringerne og vores fagmedarbejdere laver mere af det unikke stof," siger Lisbeth Knudsen. 

Samme abonnementsordning som Midtjyske
For brugerne vil abonnementsordningen ligne den, der netop er blevet introduceret i forbindelse med betalingsmuren på Midtjyske Medier. Der vil findes et abonnement til web, der vil være apps, der vil være en samlet digital pakke og endeligt et printabonnement, der også giver adgang til alle de digitale platforme.  

- JHT

 


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også