Stiften lapper hul i betalingsmur

Ved en fejl kunne mobilbrugere læse med gratis på Stiften.dk. Det lukkes nu, siger Midtjyske Medier, der beretter om øget trafik på betalingsmurens første dag.

Mobillæserne har nok haft endog meget svært ved at forstå snakken om betalingsmure på Stiften.dk. Ved en fejl var Stiftens mobilsite nemlig ikke omfattet af betlingsmuren, der i går blev bygget omkring alle Midtjyske Mediers dagblads-sites. 

"Det var en fejl. Vi fandt ud af det i morges, og det er ved at blive lukket nu. Det skal selvfølgelig ikke være muligt at læse nyhederne gratis på vores mobilsite," siger Dorthe Carlsen, chefredaktør i Midtjyske Medier. 

Hun kan ikke forklare teknikaliteterne i præcist, hvorfor mobilsitet som det eneste ikke var omfattet af betalingsmodellen. 

Mere trafik end normalt
Betalingsmodellen er endnu så ny, at Midtjyske Medier ikke har tal for, præcist hvor mange der har betalt for at komme gennem porten. 

Men noget overraskende oplever Midtjyske Medier en stigning i trafikken på deres sites i dette øjeblik.
 
"Vi kan ikke helt forklare hvorfor, men lige nu har vi flere brugere på vores sites, end vi plejer på dette tidspunkt," siger Dorthe Carlsen. 

"Det kan være noget med, at mange printabonnenter (der automatisk har gratis adgang til betalingssiderne, red.) lige er inde og se på produktet," siger hun.

Betalingsmuren gælder hjemmesiderne for de syv lokale dagblade i Midtjyske Medier. Ugeavisernes sites er stadig åben for gratister.

- JHT
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også