Netaviser taber fart

De største danske netaviser er blevet væsentligt tungere og længere om at dukke op på skærmen, viser måling af de største nyhedsmediers svartider.

På et år er de store danske netaviser blevet næsten dobbelt så lang tid om at dukker op i læsernes browser. Den gennemsnitlige svartid er steget fra 2,9 til 5,5 sekunder, viser en ny måling fra analysevirksomheden Digicure af 13 førende nyhedssites. 

Ekstrabladet.dk er den mest besøgte netavis, men også det langsomste nyhedssite i Danmark med en svartid på næsten 10 sekunder. Herefter følger TV2.dk, Bt.dk, B.dk og 24timer.dk, som har 7-9 sekunders svartid.

Information.dk og Borsen.dk klarer sig bedst i testen med svartider på 1,2 og 1,5 sekunder - under de to sekunder, der ifølge Digicure er den uoficielle grænse for, hvor længe internetbrugere vil vente uden at finde en hjemmeside langsom.

”Hastighed er højt prioriteret, når forbrugere skal købe mobiltelefoner, tablets og computere. Men online medierne går den stik modsatte vej og er blevet dobbelt så langsomme på bare et år. Det giver slet ikke mening og er skadeligt for mediernes antal brugere og sidevisninger og dermed annonceindtægter,” siger direktør Jesper Helbrandt fra analysevirksomheden Digicure ApS i Lyngby i en kommentar til målingen.

I forhold til syv toneangivende udenlandske nyhedssites, som VG.no og Aftonbladet.se, som Digicure også har målt, klarer de danske sig dog ok. I gennemsnit har de udenlandske netaviser en svartid på 6,1 sekunder - umiddelbart lidt mere end de danske, men da siderne er målt fra Danmark, er den reelle svartid i hjemlandende formentligt 1-3 sekunder hurtigere ifølge Digicure. 

Se målingen af nyhedsmediers svartider her - og sidste års måling her


FAKTA OM MÅLINGEN
Digicure Performance Index måling er foretaget i perioden 6. september – 5. oktober 2012 fra Digicures server i et hostingcenter med 1 gigabit forbindelse med en applikation, som hver tiende minut går ind og henter forsiderne på de undersøgte hjemmesider.

Målingerne er udtryk for, hvor lang tid der går fra serveren har sendt en anmodning om at åbne siden, og til alt indhold på siden er blevet synligt i browseren.

Digicures testprogram gemmer ikke hjemmesideindhold i cachen (mellemlager), så ved gentagne besøg kan brugere opleve kortere svartider end de testede, såfremt en del af hjemmesiden ligger i cachen på brugerens egen pc.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også