HBO's lancering er udsat til november

On-demand tjenesten HBO udsætter sin lancering med to uger og risikerer nu at få premiere næsten samtidig med en alvorlig dansk konkurrent, YouBio fra YouSee.
Per Fanefjord Laursen

HBO’s lancering er forsinket. Den kommer først om et par uger.

Selskabet er ikke parat før og vil hellere være rigtigt klar, før butikken åbnes, skriver den nordiske CEO Hervé Payan på HBO’s danske Facebook-profil.

Han er optimistisk før lanceringen set i lyset af, at knap 76.000 potentielle abonnenter har tilmeldt sig det danske Facebook-univers, hvor debattonen imidlertid er blevet en smule uvenlig den seneste uges tid, fordi kernefans – som lovet - havde forventet en HBO-lancering i sidste uge – og før Netflix.

Det har tidligere heddet på profilen, at HBO må bruge ekstra tid med at teste sin service for at sikre den bedste kvalitet, når man lancerer.

Mere udvikling i HBO løsning
HBO er formentlig mødt af nogle uforudsete problemer med teknik, spår on-demand-tv ekspert, Claus Bülow Christensen.

”Mit bud ville være, at forsinkelsen skyldes at HBO har udmeldt, at de udvikler en lokal streaming løsning, modsat Netflix, der anvender deres allerede eksisterende service i alle detaljer. Derfor tænker jeg, at HBO i højere grad er ude i et udviklingsprojekt, der jo altid kan give uventede udfordringer,” siger han til MediaWatch.

YouSee har noteret udviklingen, men tror ikke, at HBO's lancering skrider så meget, at det ender med, at det nye danske on-demand produkt, YouBio, ligefrem kommer først.

”Vi lancerer først i anden halvdel af november. Jeg ved ikke, om det har værdi at komme først, men jeg er sikker på, at det har værdi at komme rigtigt fra start. Både når det gælder indholdet og brugeroplevelsen. Og det fokuserer vi 100 procent på,” siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også