JP opretter Premium-redaktion

Jyllands-Posten omstrukturerer netredaktionen og opretter seks nye stillinger forud for lanceringen af betalingskonceptet Premium.

Jyllands-Posten gør sig klar til lancering af det digitale abonnementsunivers, Premium, ved at reorganisere sin netredaktion. Det skriver dagbladet i en pressemeddelelse.

Redaktionens ansvar udvides, så den får et tværgående ansvar for journalistikken på både gratis web, mobil, tablets og digitale betalingsplatforme - og samtidig skal redaktionen hjælpe fagredaktionerne på avisen med at levere abonnementsjournalistik på nettet.

"Vores digitale redaktion har alle de nødvendige kompetencer for at hjælpe fagredaktionerne med at sætte strøm til deres kvalitetsjournalistik. Vi vil indføre nye formater og give vores vigtigste historier et nyt lag af digital berigelse, som skal give vores abonnenter mere værdi," siger journalistisk chefredaktør Pierre Collignon i meddelelsen.

På den nye digitale redaktion oprettes en Premium-redaktion, målrettet udgivelsen af betalingsindhold online. Premium-redaktionen vil blive født med seks stillinger, der ud over en redaktør, tæller en web producer, en "superbruger", en community manager og to flow managers. Gruppens medlemmer vil blive udpeget over de kommende uger.

Jørgen Schultz-Nielsen, der hidtil har haft titel af netredaktør, får det overordnede ansvar som digital redaktør.

"De redaktionelle tilpasninger og en væsentlig udbygning af vores IT infrastruktur er to afgørende faktorer for, at vi lykkes med Premium-projektet,” siger Jyllands-Postens digitale direktør Jens Nicolaisen i meddelelsen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår