H1: Bannersalg æder dagbladsannoncer

I modsætning til sidste år har dagbladene afgivet markedsandele til bannerannonceringen i 1. halvår.

Selvom omsætningen på reklamemarkedet faldt 5 pct. i 1. halvår - nogle mediegrupper mere end andre - så er fordelingen af reklamepuljen stort set uændret i forhold til 1. halvår sidste år.

Kun ét sted er der sket en forskydning. Dagbladene er gået fra en markedsandel på 19 til 17 pct. fra 1. halvår 2011 til 1. halvår 2012, mens bannersalget på nettet tilsvarende har øget sin andel fra 11 til 13 pct. i samme periode. Det viser de netop offentliggjorte tal fra Dansk Oplagskontrols Reklameforbrugsundersøgelse. 

Forskydningen er markant i forhold til udviklingen sidste år. Her holdt dagbladene status quo og en markedsandel på 19 pct. i 1. halvår 2011 - lige som bannersalget havde en uændret andel på 11 pct. i forhold til samme periode året før.

Hvorvidt det øgede bannersalg i år er kommet dagbladenes egne websites og netaviser til gode, siger tallene ikke noget om.

Tv på status quo
Tv, der sidste år formåede at øge sin markedsandel med imponerende to procentpoint til 24 pct. i 1. halvår 2011, har til gengæld bevaret sin store bid af annoncemarkedet, selvom tv-reklameomsætningen er faldet 7 pct. i 1. halvår i år.

Reklameforbrugsundersøgelsen fra Dansk Oplagskontrol udkommer hvert halve år. Den mest omfattende er årsstatikken, hvor search-kategorien - der gør nettet som helhed til langt det største annoncemedie - også er talt med. Search figurerer ikke i nærværende halvårsstatistik.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også