TV 2 dumper mobilmålinger

Danske Mediers måling af mobiltrafik giver ikke et retvisende billede af mobiltrafikken, mener TV 2, der har kvittet målingerne.

En af de største danske nyhedssites har siden i sommer manglet på Mobillisten, der er den officielle trafikmåling af mobilsites fra FDIM/Danske Medier.

TV 2 valgte fra juni at sige farvel til listen, fordi trafikmålingen kun er baseret på trafik på specifikke mobilsites - men derudover hverken tæller trafikken via apps eller mobiltrafikken til websites som Tv2.dk med.

"Mobillisten måler kun specifikke mobilsites. Derfor føler vi ikke, at listen giver et retvisende billede," siger Jacob Zeeberg, der er kommercielt ansvarlig for mobil-aktiviteterne hos TV 2, der har valgt ikke at satse på et specifikt mobilsite, men i stedet fokuserer på apps og på "responsive" websites, der automatisk tilpasser sig den skærmstørrelse, der besøger sitet - hvad enten det er en smartphone, tablet eller laptop.

"De andre aktører har deciderede mobilsites, som de leder al mobiltrafik ind på. Vi har valgt en apps-strategi og har ekstremt stor trafik på vores apps, men det rammer os så lidt målemæssigt, og derfor har vi valgt at stå udenfor. Men vi skal tilbage på mobillisten, når der er fundet en måde at måle al mobiltrafik på," siger Jacob Zeeberg, der ikke mener, at det påvirker det kommercielle salg, at TV 2's mobilmålingerne nu er egne tal og ikke Danske Mediers. 

"Den reelle værdi er alligevel ikke afspejlet i trafiklisterne. Vi har en god troværdighed i markedet, og den bliver ikke anfægtet, når vi går ud med de tal, vi selv har, men vi håber som sagt stadig, at vi kommer tilbage på listen," siger Jacob Zeeberg, der dog ikke venter, at det kommer til at ske i morgen.

Han pointerer samtidig, at TV 2 ikke er i gang med at drosle mobil-ambitionerne ned - tværtimod.

"Det er et område, vi satser benhårdt på fremadrettet, og vi har netop taget mobilsalget in house, som før har ligget ude af huset, af samme grund." siger Jacob Zeeberg.

Den seneste officielle måling, som M.tv2.dk figurerer på, er fra maj i år, hvor mobilsitet havde knapt 200.000 brugere.

- LR

Læs også: Mobilsites i eksplosiv vækst

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også