Global: Bonnier kræver kopi-site lukket

Bonnier kræver "hen" kopi-site lukket, Guardian har flest læsere på web og print kombineret, Facebook-aktie stiger, og norsk Se og Hør boykottet fra pressemøde...


 

Bonnier Digital kræver kopi-site lukket
Dagens Nyheters forbød forleden sine journalister at anvende det kønsneutrale "hen". Som en reaktion åbnede forfatter Oivvio Polite i nat sitet Dhen.se, hvor alle nyheder på Dn.se var kopieret og bragt med den simple ændring, at han og hun var skiftet ud med "hen". Bonnier Digital, som står bag Dagens Nyheter, politianmeldte d. 12. september hjemmesiden og krævede den lukket. Indholdet er nu også fjernet fra siden. Oivvio Polite forklarer selv, at ord er ladede, og at sprog ikke er neutrale, derfor er han interesseret i, hvordan Dagens Nyheter forstår sin rolle i det offentlige landskab. Det skriver Journalisten.se.

The Guardian fører kampen om læserne
For første gang nogensinde kombinerer en undersøgelse af antallet af britiske avislæsere både de trykte aviser og netaviserne. Den såkaldte NRS Print and Digital Data survey viser, at The Guardian fører kap-løbet med 8,95 millioner læsere om måneden i de første tre måneder af 2012. De er tæt fulgt af The Daily Telegraph på andenpladsen, der tilsvarende har 8,82 millioner læsere. Undersøgelsen viser også, at The Times er den morgenavis, der klarer sig bedst på print. Til gengæld bliver deres netavis, hvor adgang koster fire pund om ugen, kun besøgt af 295.000 om måneden. Det skriver The Guardian.

Facebook går frem efter Zuckerberg-udtalelse
Facebook-aktien stiger på børserne verden over, efter CEO Marc Zuckerberg forleden tog fat på firmaets store udfordring med at tjene penge på mobil-brugerne af Facebook. I forhold til hvor meget tid folk bruger på mobilen, burde firmaet tjene mange flere penge på de trådløse enheder end på computere, siger Zuckerberg ifølge Bloomberg. Han erkender, at Facebook ikke har været gode nok til at skabe bruger- og reklamevenlige apps til smartphones og tablets. Udtalelserne fik aktiemarkederne til at reagere i særligt Tyskland og USA, hvor man oplevede kursen stige med henholdsvis 4,7 og 4,8 pct.

Norske sladderblade boykottet
Det er ikke kun den danske udgave af Se og Hør, der har prøvet at få den kolde skulder og blive udelukket fra et pressemøde. I Norge valgte en række topatleter at lukke døren for norsk Her og Nu og Se og Hør og alene byde sportspressen velkommen til et pressemøde tidligere på året. Sagen har fået Norsk Presseforbund og Norsk Redaktørforening til at reagere, skriver Kampanje.com.

Medie: Iphone5 i helt nyt design 
I dag d. 12. september præsenterer Apple den længe-ventede iPhone 5. Telefonen er nummer seks i rækken, siden computerfirmaet lancerede den første tilbage i 2007. Efter alt at dømme vil telefonen have et helt nyt design. Skærmen bliver større, samtidig med at telefonen bliver tyndere, skriver Mashable. Pressemødet finder sted kl. 19.00 i Yerba Buena Center for the Arts i San Francisco, og CEO Tim Cook leder præsentationen.

 

- JMF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også