H1: Her er webgiganternes vækst-vinder

Der var en del forskel på, hvor meget de fem internationale webgiganter som Google, Facebook og YouTube voksede i 1. halvår på danske marked.

Mens brugervæksten på Facebook er løjet af på det danske marked, har en anden international gigant fart på.

Google-ejede YouTube tager i hvert fald prisen i 1. halvår 2012 som det site blandt de fem absolut største, der procentuelt har vundet flest brugere i Danmark i forhold til sidste år.

I gennemsnit har YouTube nu rundet de to mio. månedlige brugere i Danmark, og det er en vækst på godt 10 pct. i forhold til 1. halvår 2011.

Det vokseværk ændrer dog ikke på rangordenen blandt de fem største eller rokker synderligt ved styrkeforholdet mellem webgiganterne i Danmark. Google er fortsat den altoverskyggende nummer et - og har ikke bare haft en lille vækst for den danske udgave af søgemaskine-sitet. Modersitet Google.com har haft en bemærkelsesværdig vækst på godt 8 pct., den næsthøjeste vækstrate blandt de fem største - sprogbarriere eller ej.

Sprogbarrieren er heller ikke til at få øje på, når det gælder online leksikonet Wikipedia.org, der som bekendt skrives på engelsk, men også findes i en mindre dansksproget udgave. Det internationale hovedsite øgede brugertallet med 8 pct. i Danmark i 1. halvår. 

Væksten er løjet mere af for Facebokk - knap fire pct. vandt Facebook.com i brugertallene. Til gengæld er Facebook fortsat urørlig, når det gælder den tid, danskerne bruger på sitet - i snit 8 timer og 52 minutter (532 minutter) i 1. halvår 2012 per bruger. Væksten i tidsforbruget synes dog også at have toppet for det sociale netværk - i 1. halvår 2011 brugte de danske brugere i snit 8 timer og 38 minutter (518 minutter) om måneden på fjæsbog svarende til en vækst i 1. halvår i år på 2,7 pct.

- LR 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også