HBO's nordiske platform er dansk-udviklet

Den nye onlinetjeneste HBO Nordic er baseret på en ny teknisk platform, der er udviklet i Aarhus og København.
Per Fanefjord Laursen

Når HBO fra oktober tilbyder danskerne adgang til film og tv-serier via den nye onlinetjeneste HBO Nordic, skyldes det også en ny teknisk platform, der er udviklet i Aarhus og København.

Det er virksomheden Qbrick, der har arbejdet på, at interesserede abonnenter fra oktober kan streame nye film og tv-serier fra amerikanske HBO.

”HBO Nordic har valgt sammen med os, at bygge deres helt egen løsning, og ikke udrulle HBO GO konceptet og platformen til det nordiske marked. Vi bygger med andre ord løsningen fra ende til anden til hele det skandinaviske marked” siger Mads Kaysen, Vice President for Sales & Marketing i Qbrick, i en pressemeddelelse.

Selskabet Qbrick er resultatet af en fusion mellem danske Arkena, finske Camtenna og svenske Qbrick i 2010.

On-demand modent
HBO’s sats på en ren streamingtjeneste kommer ikke bag på Mads Kaysen:

”Det skandinaviske marked er måske det mest modne marked i verden i forhold til streamingtjenester, så det giver rigtig god mening at slaget nu skal stå her. Det tror jeg alle, at vi som forbrugere kan glæde os til,” siger Mads Kaysen.

Hos HBO Nordic er der tillid til samarbejdet med det danske selskab.

”Qbrick har leveret teknik og platform til vores søster-selskab, som har rettighederne til den Finske eliteserie i hockey. Sammen skabte vi i 2009 den førende tjeneste til live sport i Finland, og nu bliver vi bedst i Norden indenfor film og underholdning”, siger Erik Lambert, CTO hos HBO Nordic.

HBO Nordic forventer, ifølge et MediaWatch skøn, at knap én mio. danskere er potentielle abonnenter af den internet-baserede løsning. HBO lanceres i Danmark i midten af oktober til en pris på omkring 75 kr. per måned.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også