Specialmedier: Skuffende støtte-signal fra regeringen

Danske Specialmedier ser både positive og negative takter i regeringens oplæg til næste års mediestøtte, som det fremgår af finanslovsforslaget.

For nogle af de mindste spillere på mediemarkedet, specialmedierne, indeholder regeringens udkast til næste års finanslov både godt og skuffende nyt.

"Vi synes, det er positivt, at der ikke røres ved Bladpuljen og størrelsen af distributionsstøtten. Vi mener også, at det er rigtigt at hæve lønsumsafgiften på avisernes bladsalg, fordi det er et skridt på vejen mod mere lige konkurrencevilkår," siger Christian Kierkegaard, direktør i Danske Specialmedier, der hermed hentyder til avisernes momsfritagelse.

For specialmedierne er avisernes momsfritagelse et voksende kritikpunkt, fordi bladene samtidig oplever, aviserne bevæger sig mere og mere ind på deres stofområder. Aviserne betaler dog en lønsumsafgift på 2,5 pct. af bladsalget i dag - og kommer regeringen igennem med sit bud på en finanslov, så vil den blive hævet til 3,45 pct.

Farvel til hurtig støtte-omlægning
Til gengæld vender direktøren tommelfingeren nedad til det faktum, at regeringen har lagt næste års støtte-budget ud fra samme mediestøtte-model som tidligere. Det ligner et definitivt farvel til, at der kan komme en ny mediestøtte per 2013.

"Vi havde hellere set, at der figurerede en produktionsstøtte frem for distributionsstøtte. Principielt vil det stadig være muligt at stille ændringsforslag til finansloven, der kan ændre det, men praktisk er der ikke meget, der taler for det - og slet ikke med det forløb, vi har set op til mediestøtteforhandlingerne," siger Christian Kierkegaard med henvisning til, at mediestøtteforhandlingerne i forsommeren blev udsat til efter sommerferien og senest er skubbet yderligere, fordi kulturminister Uffe Elbæk (R) har valgt at prioritere forhandlingerne om det nye medieforlig først.

"Den forsinkede omlægning af mediestøtte går først og fremmest ud over netmedierne, der kan se frem til endnu et år uden støtte," siger Christian Kierkegaard, der også bider mærke i, at der ikke er afsat penge i finanslovsforslaget til en overgangsordning målrettet de fritstående netmedier.

"Det er noget, vi stadig vil prøve at få indført, men det er skuffende, at det ikke ligger i regeringens oplæg allerede. Men vi håber, at det kan blive en del af forhandlingerne," siger Christian Kierkegaard, der ikke er specialt lun på kulturministerens udspil om at lave en særlig projektstøtte til netmedier næste år som kompensation.

"En projektstøtte vil primært være målrettet nye netmedier og ikke etablerede medier som Altinget eller Avisen.dk, hvor driftsstøtte er det relevante Vi mener, at det er bedre at sætte tingene i gang samtidig og ikke nøjes med en projektstøtte."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også