Jon Lund: Fornuftig betalingsopdeling hos Berlingske

”Det er fedt, at de prøver nogle ting af," lyder reaktionen fra it-ekspert Jon Lund, efter at MediaWatch i dag kunne fortælle, at Berlingske Media indfører forskellige betalingsmodeller på nettet i koncernens udgivelser.
Thomas Bo Christensen

”Det er fedt, at de prøver nogle ting af," lyder reaktionen fra it-ekspert Jon Lund, efter at MediaWatch i dag kunne fortælle, at Berlingske Media indfører forskellige betalingsmodeller på nettet i koncernens udgivelser.

"Det er spændende og et sundt tegn, at de åbent og ærligt og tilsyneladende også temmelig aggressivt prøver at finde ud af, hvordan de kan hive nogle penge hjem. Det har de jo åbenlyst brug for,” forklarer Jon Lund.

Logisk opdeling 
Berlingske Tidendes hovedsite b.dk vil få den såkaldte New York Times-model, som går ud på, at brugerne hver måned kan læse et vist antal artikler på nettet gratis, men hvis man vil læse mere, skal man have et digitalt abonnement. New York Times-modellen er også den, som Politiken har valgt at forfølge.

Derimod skal lokale medier i koncernen som f.eks. Dagbladet Ringkøbing-Skjern indføre en såkaldt ”two-sided model”, hvor der er en betalingsside med originalt redaktionelt indhold og en kommerciel side med fællesstof, som er gratis.

”De forskellige modeller kan jo forskellige ting. Eller det kan de måske. Det vil jo vise sig. Men selve hovedopdelingen, synes jeg, lyder fornuftig. På lokalmedierne kan man nemlig tro, at der er flere, der faktisk har et dedikeret forhold til f.eks. Ringkøbing-Skjern-området og derfor vil betale for nyheder. Nicehområder har jo ofte et indhold, der er mere unikt end f.eks. på b.dk, hvor man er i konkurrence med alle andre omnibus-udgivere. Så umiddelbart virker det meget logisk at prøve de to forskellige modeller af på de to forskellige typer udgivelser,” lyder vurderingen fra Jon Lund.

Skaber forståelse for betaling
Hvorvidt B.dk får succes med New York Times-modellen, er ifølge Jon Lund svært at vurdere – det vigtigste er derimod, at det nu er sikkert, at Berlingske Tidende indfører en egentlig betalingsmodel, ligesom de to andre store dagblade, Jyllands-Posten og Politiken, er i gang med:

”Berlingske kunne have valgt at sige, at nu hvor de to andre store dagblade, Politiken og Jyllands-Posten, indfører betalingsmodeller, så kører vi den gratis-vej. Men i stedet vælger de betalingsvejen og skaber dermed en forståelse i markedet af, at det koster penge at læse nyheder. De siger ”kære brugere, I kan ikke forlade jer på, at der findes gratis indhold andet sted”.”

Boston-erfaringer skræmmer
Mens B.dk´s model altså er inspireret af New York Times, så kan den model, der indføres på de lokale medier, siges at minde om metode, som Boston Globe gør brug af. Men erfaringerne fra Boston er dog ikke rosenrøde.

Avisen indførte betalingsmodellen, hvor avisen har to sites - betalingssiden bostonglobe.com og gratissiden boston.com – i efteråret 2011. Men for måneder siden kom det frem, at den amerikanske østkyst-avis kun havde opnået 18.000 abonnementer til betalingssiden, og at den derfor måtte forsøge sig med nogle gratis prøveperioder for at lokke læserne over på betalingsversionen.

Noget, som ikke overrasker Jon Lund:

”Jeg kender ikke så meget til erfaringerne fra Boston Globe, men det lyder ligesom erfaringerne fra alle andre medier i de sidste ti år. Det er fantastisk svært at få folk til at betale for ting på nettet, som ikke er sindssygt vigtige for dem, eller hvor de ikke har en arbejdsgiver til at betale for det. De fleste forbrugere tænker, at ja, det kan da godt være, at der på betalingssiderne står noget mere, og at der måske er nogle flere kilder på historierne. Men langt de fleste har det rigtig godt og er mætte ved at få light-versionen, selv om betalingsversionen er bedre. Den værdi, som betalt indhold har for brugeren, er ikke den samme, som de ressourcer redaktionen bruger på at lave det.”

Vil Jens Hansen betale?
Derfor mener han også, at selv om det er positivt, at Berlingske eksperimenterer med forskellige betalingsmodeller, så er det tvivlsomt, om det giver pote – ikke mindst når det gælder lokalpublikationerne:

”Vil den almindelige Jens Hansen betale for nyheder om lokalområdet. Det, kunne jeg godt tro, vil blive rigtig svært. Det, der taler for, er, at han ikke kan læse det samme andre steder, så hvis han har den interesse for lokalområdet, så kan det selvfølgelig godt være. Men jeg tror, at det bliver svært. Men det vil jo nu vise sig.”

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også