Mecom-frasalg af norsk mediehus godkendt

Efter måneders tovtrækkeri er Berlingske-ejeren Mecoms salg af norske Edda Media godkendt i Norge - ventetiden betyder ekstra bonus til Mecom.

Ledelsen i det britiske selskab Mecom Group kan gå på sommerferie med en bekymring mindre.

Koncernen har netop fået tilsagn om, at salget af den norske medieforretning, Edda Media, er blevet godkendt af de norske konkurrencemyndigheder. Det skriver Mecom Group i en pressemeddelelse.

Salget af Edda Media skete formelt i begyndelsen af december sidste år - men godkendelsen hos de norske myndigheder er trukket ud, fordi de så en risiko for, at køberen, A-pressen, ville få en dominerende stilling i dele af det norske medielandskab.

Økonomisk fordel
For Mecom Group har ventetiden imidlertid været en økonomisk fordel. Salgsprisen på 1,5 mia. norske kroner forventedes i december at kunne nedbringe Mecoms gæld med 190 mio. euro. Siden er den norske krone imidlertid blevet noget mere værd over for den trængte euro. Det betyder, at Mecom har udsigt til at få yderligere fem mio. euro ud af salget. Derudover har Mecom udsigt til en ekstra kontant udbetaling fra A-pressen for de penge, Edda Media har genereret, fra handlen blev aftalt i december og til nu.

Tom Toumazis, CEO i Mecom Group, udtaler:

"Vi er begejstrede for den norske Konkurrencestyrelsens meddelelse i dag, som vil give os mulighed for at afslutte salget af Edda Media, hvilket resulterer i en yderligere betydelig forbedring af koncernens finansielle situation. Vi er taknemmelige for samarbejdet med A-pressen i de forløbne måneder og ønsker vores folk i Edda Media godt for fremtiden."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også