Groupon blæser til angreb på deal-markedet

Foråret har stået i konsolideringens navn på det danske daily deal-marked, hvor aktører som Ebay og Krak har valgt at trække sig eller udlicitere driften.

Foråret har stået i konsolideringens navn på det danske daily deal-marked, hvor aktører som Ebay og Krak har valgt at trække sig eller udlicitere driften.

Men nu varsler den største internationale spiller på markedet, Groupon, fornyet konkurrence. Groupon har været knap 12 måneder i Danmark, men indtil videre ikke udfordret de nationale spillere væsentligt - som Berlingske Medias Sweetdeal og Downtown, der har sat sig i toppen af markedet, siden deal-bølgen ramte Danmark for to år siden.

Sent ind på markedet
Nu opruster deal-kæmpen imidlertid for at sætte sig på det uudnyttede potentiale, virksomheden ser i det danske marked. Målet er at få 20 pct. af den danske befolkning i bruger-databasen i løbet af de næste to år, løfte omsætningen over de 100 mio. kr. og få den ledende markedsposition, som Groupon har i flere af de andre 48 lande, virksomheden opererer i.

"Vi er kommet sent ind på det danske marked. Vi er startet stille og roligt ud for at vurdere, om der var grobund for Groupon på det danske marked, som er spækket med konkurrenter, der har to års forspring. Men vores vurdering er, at der er et stort uudnyttet potentiale, og derfor er vi nu klar til at tage springet," siger danske Casper Urhammer, der med base i London står i spidsen for Groupon i Danmark og andre europæiske lande.

Også carporte og pensler
De danske markedsandele vil Groupon erobre i kraft af udvidede produktkategorier, udbygning af Groupons teknologiske platform, en udvidet salgsindsats i de større danske byer og en fordobling af medarbejderstaben, der i dag tæller cirka 50. Derudover fremhæver Casper Urhammer den knowhow, Groupon kan trække på, når det gælder om at møde behovet hos de firmaer, der skal vælge at udbyde deals via Groupon.

"Dealsites er blevet en cash cow for mange aktører på det danske marked, men det betyder ikke nødvendigvis, at de driver det særligt professionelt. Det handler ikke bare om at sælge ting billigt, men om at skabe langsigtet markedsføringsværdi for partnerne ved at sælge de rigtige varer til de rigtige kunder i en afgrænset periode," siger Casper Urhammer, der også har fulgt konsolideringen på det danske marked i foråret og tror udviklingen vil fortsætte.

"Jeg tror, der vil være væsentligt færre på markedet om et par år, og at de, der er tilbage, vil være væsentligt mere professionelle i deres måde at drive forretningen på," siger han med henvisning til, at dealkonceptet skal være den loyalitetsopbyggende markedsføringskanal - ikke en tilbudsplatform, hvor firmaer sælger varer med tab - og uden at vinde nye kunder. En kritik, der har lydt fra flere brancheorganisationer.

"Vi stiller os på samme side som de organisationer. Firmaerne skal have værdi af konceptet, hvis de ikke får en upside, men det meste lander hos dealsitet, kannibaliserer man på industrien," siger Casper Urhammer.

Hvorfor er det danske marked vigtigt at investere i for Groupon - det er meget lille?

"Fordi det danske marked er et prestigemarked med vækstpotentiale, høj købekraft og høj penetration på smartphones og net. Det skal vi som børsnoteret vækstvirksomhed være offensive på," sige Casper Urhammer.

Skal bevise sit værd
Hos en af Groupons allerstørste konkurrenter, Berlingske Medias Sweetdeal, har annoncedirektør Søren Hyldgaard stor respekt for den internationale aktør - men lige så stor respekt for konkurrencesituationen på det danske marked.

"Jeg synes selvfølgelig, at Groupon er en stor og dygtig aktør internationalt. Men jeg mangler at se Groupon gøre sig på det danske marked. De har en god teknologi, men spørgsmålet er, om de kan komme ind på det danske marked på nuværende tidspunkt. Der er ikke noget af det, Groupon siger, de vil gøre som markedsføre, som vi ikke også gør, og vi har en markedsføringskanal i kraft af en  medieplatform, som Groupon ikke har," siger Søren Hyldgaard, der tror, det bliver en dyr øvelse, hvis Groupon skal nå ambitionen om 20 pct. subscribers blandt den danske befolkning.

"Der skal store investeringer til for at få den kvalitet i databasen, der skal til at få en forretning ud af det. Kunsten er ikke at købe 100.000 mailadresser og så spytte tilbud ud, kunsten er at få kvalitet i permission-databasen. Det lykkedes ikke for internationale koncerner som Ebay og Krak, og det viser, at det ikke er en nem øvelse."

Vil I komme med modtræk til Groupons oprustning?

"Vi konkurrerer med alle 24/7, og det vil vi blive ved med."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også