Bold.dk satser på e-commerce

Brugerbetaling er ikke vejen frem som online medie, mener bestyrelsesformand for Bold.dk, Kresten Buch, der ser mere potentiale i et crossover til e-commerce.

Mens dagbladenes netaviser er godt på vej til at indføre brugerbetaling, er troen på nyheder som en vare, folk vil betale for, mindre hos fodboldsitet Bold.dk. Her ser bestyrelsesformand og medejer Kresten Buch mere potentiale i at kombinere nyhedsvaren med e-commerce og blive en del af den vækstkurve, der tegner sig for e-commerce markedet. Første skridt den vej er shoppen Bold.shop, som Bold.dk etablerede for et halvt år siden.

"I stedet for at prøve på at få penge for nyhederne tror vi mere på at lade nyhedsdelen spille ind til e-commerce, så du bygger dit brand og din virksomhed mere i retning af e-commerce frem for nyhedsvirksomhed. Du skal selvfølgelig stadig levere dit nyhedsprodukt, men dit nyhedsprodukt er egentlig din advertising."

Men I har loyale brugere og leverer unikt indhold, hvorfor skulle I ikke kunne få betaling for jeres stof?

"Jo, men udfordringen er stadig virkelig at vende brugerne til at skulle betale. Det er anderledes med e-commerce, hvor der allerede er stor omsætning - en shop som Smartguy.dk omsatte for knap 250 mio. kr. sidste år. Så tanken er, hvis vi har de her brugere på Bold.dk, så kan vi måske flytte vores toplinje tre, fire gange med e-commerce. Det vil vi aldrig kunne gøre med nyhedsproduktet, så hvorfor overhovedet bruge tid på at prøve," siger Kresten Buch, der ud over Bold.dk står bag investorkapitalfonden '88mph' og tech- og investorsitet HumanIPO, der begge har base i Kenyas hovedstad Nairobi, hvor Bold.dk's søstersite Futaa.com også blev søsat i august sidste år.

De dage er ovre
I Danmark såvel som i Afrika er Kresten Buch på holdet af nye medier, der ser sig selv som udfordrere til de traditionelle, klassiske medier og mediehuse. Og fra den position klinger betalingsinitiativer som den metered model, Politiken.dk vil indføre senere på året, en anelse af "desperation".

"Den gamle medieverden er gearet til et helt andet omkostningsniveau og et helt andet indtægtsniveau, men den struktur kommer de aldrig til at redde. Udviklingen er sådan set meget naturlig, fordi internettet har ændret barriers to entry for at levere nyheder. Før var dagbladene næsten gatekeepere, og du skulle have en vis størrelse for overhovedet at kunne levere nyheder. De dage er ovre, og så kommer der mere og mere konkurrence, og det kommer selvfølgelig til at gå ud over dem, " siger Kresten Buch, der ikke giver så meget for argumentet om, at dagbladene til gengæld leverer kvalitetsjournalistik.

"Jeg vil nok stille spørgsmålstegn ved, hvor god deres journalstik egentlig er, men selv hvis den er, så tror jeg bare ikke, det er nok," siger han.

"Man kan ikke ønske sig tilbage, man må bare omstille sig og omstrukturere. Det er derfor, jeg synes e-commerce er interessant. E-commerce er noget andet end at prøve at drive fysiske butikker, det handler stadig om at have et brand og et godt produkt, men ting som distribution kan man outsource, og derfor tror jeg mere på, at medierne skal gå den vej."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også