Aller: Markedet modent til apps

For nylig sendte Aller Media syv apps på gaden i App Store, så ugeblade som Se og Hør, Billed-Bladet, Femina og Søndag nu også kan købes og downloades til Ipad og Iphone.

For nylig sendte Aller Media syv apps på gaden i App Store, så ugeblade som Se og Hør, Billed-Bladet, Femina og Søndag nu også kan købes og downloades til Ipad og Iphone. Ifølge mediehuset har interessen for især Se og Hør-app'en - målt på antal downloads - været over forventning, og selvom huset ofte har meldt ud, at man ikke vil være first mover på det digitale område, så tyder de foreløbige erfaringer på, at markedet er modent til at gå digitalt, siger udgiverdirektør Per Ingdal (foto), Aller Media.

Hvorfor er tiden rigtig nu til at lancere apps?

"For det første fordi udbredelsen af teknologien har nået et vist niveau. Der er ved at være tablets og smartphones nok på markedet til, at det er interessant. For det andet mener vi, at vi har fundet den rigtige teknologiske løsning til vores apps både i forhold til udviklings-omkostninger og potentiale for indtægter. Vi har valgt en simpel løsning, fordi det er det, vores læsere efterspørger. De kan godt lide at læse et blad på Ipad, men de har ikke behov for en beriget oplevelse - i hvert fald ikke endnu."

Hvorfor er i begyndt med ugebladene?

"Vi skal jo starte et sted, og det gode ved ugeblade er, at de har en højere udgivelsesfrekvens og i en vis udstrækning også er aktualitets- og nyhedsbårne, som f.eks. Se og Hør og Billed-Bladet. Samtidig har ugebladene et meget stort publikum, og vi ønskede at se, om vi kunne overføre den interesse til en ny platform. Det erstatter ikke print, men der er noget, der tyder på, at interessen er stor nok til, at det er indsatsen værd og interessant at fortsætte."

I har ofte sagt, at I ikke vil være first movers, men det bliver I faktisk her i forhold til jeres ugebladskonkurrenter?

"Vi er jo ikke first movers i forhold til alle mulige andre, men måske i forhold til konkurrenterne. Det, vi har sagt, er, at vi ikke vil kaste os ud i alle mulige digitale eventyr bare for at gøre det. Her handler det om, at vi har en velafprøvet model i App Store, og vi har fundet en god teknologisk løsning for at distribuere vores indhold," siger Per Ingdal, der forventer interessen for de nye apps vil stige hen over sommeren, når danskerne tager på ferie - og at ugebladene også vil kunne tiltrække nye læsere.

"Vi håber, at vi kan hente nye læsere, men vi tror også, at nogle eksisterende læsere vil sige, at det her er en smartere måde for dem at læse deres ugeblad på og måske foretrække det."

Hvad med de øvrige lande, Aller Media udgiver udeblade i - skal de også lancere apps?

"Vi er lead på det her i Danmark, og vi stiller selvfølgelig vores erfaringer til rådighed for de andre lande, men de bestemmer selv, om det er noget, de vil gå videre med. Men det er noget, der bliver fulgt med stor interesse, og hvis den start, vi har fået, bliver fulgt op af lige så gode resultater, og måske endda øget interesse, så er jeg sikker på, at det er noget, man vil tage alvorligt," siger Per Ingdal, der uddyber, at magasinerne, der udkommer månedligt, i Aller Media-portefølje også kan være på vej ud på apps.  

"Det er noget, vi vil vurdere meget hurtigt, inden for den næste måned vil jeg tro. Generelt er vi positivt overraskede over starten, og at den interesse, der ser ud til at være for at læse ugebladene på en ny platform. Det er inspirerende og opløftende, at vi kan konvertere købere - også i forhold til web, hvor vi har foræret indhold væk."

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også