Nyt sundhedssite blæser til kamp om læserne

En mindre krig er brudt ud, når det gælder netmedier, der skriver om sundhedspolitik og medicinalindustrien på nettet. Hidtil har der bl.a. været Altingets Sundhedsportal, JP/Pols MedWatch og Bonnier-ejede Dagens Medicin og Dagens Pharma. Og fra i tirsdags er der nu også DK Sundhed.
Thomas Bo Christensen

En mindre krig er brudt ud, når det gælder netmedier, der skriver om sundhedspolitik og medicinalindustrien på nettet. Hidtil har der bl.a. været Altingets Sundhedsportal, JP/Pols MedWatch og Bonnier-ejede Dagens Medicin og Dagens Pharma. Og fra i tirsdags er der nu også DK Sundhed.

Det er Dknyt.dk, der også ejer avisen Kommunen, der står bag den nye nicheportal, og selv om der altså i forvejen er flere aktører på markedet for sundhedssites med digitale abonnementer, så er udgiver og ansvarshavende chefredaktør, Claus G. Theilgaard, fortrøstningsfuld:

”Vi laver det nye site, fordi det er et område, der læner sig op af vores øvrige profil, og når vi har talt med vores mange kunder til Dknyt.dk, kan vi konstatere, at der er et hul i markedet, og det hul vil vi nu forsøge at fylde ud. Desuden er Dknyt.dk og avisen Kommunen efterhånden ved at være så store, at medierne har svært ved at vokse ret meget mere. Så skal vi udvide, er det på nye forretningsområder,” siger Claus G. Theilgaard.

Han vurderer, at den nye portal ”vil hvile fint i sig selv med en omsætning på 400-500.000 kroner”, og han fortæller desuden, at sitet både vil have et sundhedspolitisk og at sundhedsfagligt fokus. Især forebyggelsesområdet vil blive prioriteret:

”Vi har hørt fra forskellige aktører, at der er efterspørgsel efter nyheder inden for forebyggelse, så der vil vi gerne ind og samle trådene og give overblik. Samtidig er det et område, hvor der er mange underleverandører til den offentlige sektor, og dem kunne jeg da godt forestille mig ville abonnere på den nye portal.”

Konkurrence med Altinget
Det nye projekt kommer kun et par uger efter, at Dknyt.dk lancerede DK Teknik, som er et nyt site for teknikere og miljøfolk. Sitet er blevet udset til at skulle konkurrere med Altingets Teknik-portal, som blev overtaget fra Ingeniøren i begyndelsen af 2012, og nu har Altingets Sundhedsportal altså også fået en ny konkurrent.

I har lige lanceret DK Teknik og nu kommer så DK Sundhed – udefra kan det godt virke som om, at I bevidst forsøger at møve jer ind på de forretningsområder, som Altinget har?

”Nej, vi prøver ikke at møve os ind på deres forretninger. Det er jo forskellige virksomheder. Og de laver også stof om det, som vi skriver om. Og der er jo mange medier inden for både sundheds- og teknikområdet, så konkurrence med Altinget har ikke været vores afsæt for at lancere DK Sundhed,” siger Claus G. Theilgaard, der samtidig fortæller, at Dknyt.dk har flere nye portaler i tankerne, men dem vil han ikke løfte sløret for endnu.

På Altinget tager man lanceringen af den nye sundhedsportal med ro, fortæller udgiver og ansvarshavende chefredaktør Rasmus Nielsen, der dog samtidig understreger, at Altinget ”naturligvis nøje overvåger, når der kommer en ny konkurrent”:

”Jeg kan jo ikke sige andet, end at det er et frit marked, og jeg hilser konkurrence velkommen. Men når det er sagt, tror jeg, at det bliver svært for dem, fordi der i forvejen er flere aktører på markedet, og jeg tvivler på, at der er plads til flere,” siger Rasmus Nielsen, der ikke mener, at det bliver Altinget, det bliver vippet af pinden, når det gælder konkurrencen om sundhedslæserne.

”Vi har formået at klare os i 12 år, mens der er blevet udbetalt milliarder af kroner i mediestøtte til andre medier. Derfor tror jeg også, at det vil kræve flere år og koste et stort millionbeløb at slå os af banen, og selv da tvivler jeg på, at det vil lykkes, fordi vi har nogle meget loyale abonnementer,” siger han.

Hvem bliver markedets offer?
Også når det gælder konkurrencen på teknikportalerne, mener Rasmus Nielsen, at Altinget har et forspring, som Dknyt.dk ikke kan hente, eftersom Altingets Teknik-portal har flere års erfaring fra Ingeniøren, inden det blev købt af Altinget.

Men spørger man Claus G. Theilgaard, bliver det hverken DK Sundhed eller DK Teknik, der bliver ofre for konkurrencen på nichemarkedet:

”Det kan godt være, at der er nogen, der lukker. Det skal jeg ikke kunne sige. Hvis der ikke er plads på markedet, så er der jo nogen, der må forsvinde, men det bliver ikke os.”

Tidligere partnere
Konkurrencen mellem de to nichemedier bliver ikke mindre spændende af, at de to udgivere og chefredaktører har et indgående forhold til hinanden og deres forretninger.

Tidligere har de nemlig været partnere i avisen Kommunen, indtil Rasmus Nielsen i sommeren 2011 solgte sin ejerhalvdel til Claus G. Theilgaard, der blev eneejer. Men ifølge Rasmus Nielsen er der ikke noget ondt blod mellem de to udgivere:

”Jeg solgte min halvdel, fordi det var en massiv underskudsforretning, som vi havde tabt hundredetusinder af kroner på, og derfor ville jeg ud, mens tid var, og så det ikke kom til at skade Altinget. Men der er ikke noget dårligt forhold mellem mig og Claus, men man kan sige, at Claus bare havde en større motivation for at fortsætte med Kommunen alene.”

Dknyt.dk har endnu ikke fundet en redaktør til DK Sundhed.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også