Ritzau får tilført 8 mio. kr.

Med Ritzaus 15 ejeres enstemmige beslutning om at omdanne nyhedsbureauet fra et I/S til et aktieselskab på generalforsamlingen torsdag, er det endegyldigt slut med andelstanken bag bureauet. Ifølge kritikere har det hindret den kommercielle udvikling såvel for Ritzau som for interessenterne, der blandt andet var pålagt købspligt.
MediaWatch

Med Ritzaus 15 ejeres enstemmige beslutning om at omdanne nyhedsbureauet fra et I/S til et aktieselskab på generalforsamlingen torsdag, er det endegyldigt slut med andelstanken bag bureauet. Ifølge kritikere har det hindret den kommercielle udvikling såvel for Ritzau som for interessenterne, der blandt andet var pålagt købspligt.

"Ritzau har haft et rigtigt dårligt år"
Nu skal Ritzau rustes til den intensiverede konkurrence på bureaumarkedet ved blandt andet at få tilført nu kapital til den slunkne egenkapital, fortæller bestyrelsesformand Erik Bjerager til Mediawatch.

”Vi tilfører Ritzau ny kapital, fordi Ritzau har haft et rigtig dårligt år i 2011 og fik et underskud på mere end 17 mio. kr. Det har bragt egenkapitalen ned på tre mio. kr. og det er for lidt til at drive et selskab med så stor omsætning som Ritzaus. Med kapitaltilførslen får Ritzau et fornuftigt grundlag til sit videre arbejde," lyder det fra Erik Bjerager.

DR er - modvilligt - hovedaktionær
I den nye aktieselskabsstruktur, er ejernes andel uændret i forhold til tidligere, forklarer Erik Bjerager.

"Alle ejere har samme ejerandel, som vi havde hver især i interessentselskabet. Den andel blev opskrevet, da Berlingske og de andre trådte ud, fordi deres andel blev overført til de resterende interessenter og nu føres videre i aktieselskabet."

Det betyder, at DR er hovedaktionær i Ritzau med en ejerandel på 36 pct., men JP/Politikens Hus ejer 23 pct. og de øvrige ejere har mindre end ti pct. hver. I Kristeligt Dagblads tilfælde er ejerandelen eksempelvis på bare 2,5 pct. 

DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn har givet udtryk for, at DR ikke ønsker at have en dominerende stilling i Ritzau. Det står også klart, at formålet med at nyhedsbureauet bliver et aktieselskab er, at det åbner mulighed for at tiltrække nye partnere og penge til selskabet.

Strategiske alliancer og nye tiltag
Indtil videre siger Erik Bjerager dog, at Ritzau ikke aktivt har opsøgt partnerskaber.

"Ikke på nuværende tidspunkt, men det er klart, at i et aktieselskab er det lettere at udvikle vores aktiviteter og at få nye aktionærer ind. Det er også lettere at lave strategiske alliancer som også indebærer ejerskab, men vi har ingen konkrete planer om det lige nu." 

I har tidligere nævnt, at I vil oprette nye forretningsområder som for eksempel et billedbureau - er det arbejde allerede i gang?

"Det arbejdes der på," siger Erik Bjerager.

Opsigelser, konkurrence og spareplan
Ritzaus Bureau omsatte i 2011 for 112,5 mio. kr. mod 106,5 mio. kr. året før. Men sidste år mistede Ritzau ikke mindre end fire kunder med Berlingske Media og dets delejede selskab Syddanske Medier, som det mest alvorlige slag mod Ritzaus indtjeningsgrundlag og struktur. Ritzau indledte samtidig en spareplan på cirka 14 mio. kr.

Opsigelserne blev begrundet med, at Ritzau ikke gav medejerne nok værdi, og at udviklingen henimod en mere fleksibel struktur var for sløv. Den kritik var blandt andre Børsen og TV 2 ikke sene til at hægte sig på og bruge i genforhandlingerne om deres Ritzau-aftaler.

Berlingske Medias opsigelse førte desuden et større rivegilde med sig mellem Ritzau og koncernchef Lisbeth Knudsen, hvor formand Erik Bjerager fremhævede Ritzaus betydning som fællesejet nationalt nyhedsbureau, der sikrer uafhængig nyhedsformidling og mindre mediers overlevelse ved solidarisk at sikre dem adgang til en national nyhedsrulle versus Lisbeth Knudsens argumenter om, at Berlingske måtte have fokus på sin egen økonomiske udvikling samt at flere nyhedsbureauer øger mangfoldigheden. 

Ritzau har desuden fået øget konkurrence fra årsskiftet, hvor Berlingske Nyhedsbureau gik i luften med henblik på at skaffe sig eksterne kunder. Ellers har det lidet lukrative bureaumarked primært haft det A-Presse-ejede Newspaq som anden spiller efter Ritzau.

Fakta
De to største ejere af Ritzaus Bureau af 2012 A/S er DR og JP/Politiken. De øvrige 13 ejere er Dagbladet Børsen, Information, Kristeligt Dagblad, Sjællandske Medier, Fynske Medier, Helsingør Dagblad, Herning Folkeblad, A/S Medieselskabet Nordvestsjælland, Jyske Medier A/S, Lolland-Falsters Folketidende, Midtjyllands Avis, Skive Folkeblad og Nordjyske Medier A/S.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også