Derfor skal du også genbruge content!

I gennemgangen af 3 medietrends, du ikke må overse, er Christiane Vejlø nået til sidste stop, der handler om indholdsrotation - og hvordan det gøres rigtigt.

 

Christiane Vejlø (@christianevejlo) driver den digitale trendblog Elektronista.dk. Hun er vært på det digitale kulturprogram 'Elektronista' på Radio24syv og fungerer som rådgiver og foredragsholder gennem virksomheden But-Why.

De store mediehuse producerer indhold og ofte i ganske store mængder. Desværre har meget af det indhold, der bliver lavet en relativt kort levetid. For hvad sker der, når en gennemarbejdet artikel har været trykt i avisen? Når et dyrt TVprogram er blevet vist én gang i fjernsynet? Når et slagkraftigt radioprogram er blevet sendt? Alt for meget godt indhold fra dygtige indholdsproducenter havner alt for tidligt på content kirkegården.

Online efterliv
Det siger sig selv at tekstindhold skal videre til mediets hjemmeside, hvor det enten kan blive en del af det trafikdrivende indhold eller fungere som betalt indhold bag en paywall. Det samme gælder tv-content, der naturligvis først og fremmest kan genudsendes, men så skal det også videre til de online indholdskanaler, hvor det kan få nyt liv som video podcasts, som video on demand eller som en del af en abonnementspakke som vi kender det fra det velfungerende amerikanske Netflix. Radioudsendelser skal naturligvis udbydes som podcasts og lægges til afspilning i en player på stationens hjemmeside.

Men ovenstående er sådan set bare det indlysende. Der findes masser af andre måder at aktivere indholdet på, og det handler i høj grad om timing og relevans. Gammelt indhold kan geninstalleres og udnyttes i nye sammenhænge. Pludselig er historierne igen aktuelle i en samtale på Twitter, i forbindelse med et nyt tvprogram eller hvis der dukker nye sager op om samme emne. Så er det tid til igen at rotere.

Genbrug - med nye elementer
Jeg har samlet en liste over nogle oplagte rotationsmuligheder, som kan aktivere indholdet igen og igen. Det gælder i høj grad om at have overblik over sit indhold og tænke i relevans. Og selvfølgelig at undgå at spamme brugeren. Det er ok at genbruge, men husk at tilføje lidt nyt undervejs:

TWITTER
Så snart et stykke indhold er publiceret, skal der drives trafik til den side, det ligger på. Twitter er et oplagt sted at dele linket. Her gælder det om at producere et tweet, som andre kan have en interesse i at RT (sende videre). Det er en god idé at bruge noget tid på at formulere den tekst, der ledsager linket. Skab nysgerrighed og skriv så brugeren føler, at der er noget værdi, som er værd at se nærmere på.

Da brugere er på Twitter på forskellige tidspunkter og en post i Twitter-strømmen i modsætning til på Facebook meget hurtigt forsvinder ud af skærmen kan det være en god idé at poste linket igen senere på dagen med en anden tekst. Tænk f.eks. over, at folk måske læser tweets anderledes, når de er hjemme, end når de er på arbejde. Vær heller ikke bange for at poste det samme link i en anden sammenhæng senere.

FACEBOOK
Selvfølgelig skal linket deles på Facebook, men da det er lettere at give brugerne en følelse af spam på Facebook end på Twitter, gælder det om at gennemtænke hvert eneste post og formulere den medfølgende tekst, så den skaber relevans for læseren. ”Gammelt” content som ikke er særligt tidsbestemt kan med fordel genudsendes på Facebook, så længe der går lidt tid imellem hver post, og der formuleres ny ledsagende tekst.

PINTEREST
For alle der producerer indhold, som især relaterer sig til kunst, design, mode, skønhed og alle former for produkter er Pinterest et interessant site lige nu. En slags digital opslagstavle, hvor det er muligt efter selvvalgte overskrifter at dele billeder med tilhørende kommentarer. Billederne fører naturligvis tilbage til den oprindelige artikel og er derfor med til at drive trafik tilbage til indholdet.

GOOGLE +
Selvom det stadig primært er et lidt nørdet socialt medie for first movers, så er Google + også er sted, hvor indhold på relativ simpel vis kan deles af flere omgange. Googles cirkler giver gode muligheder for at målrette indholdet til særlige målgrupper.

LINKEDIN
For erhvervshistorier, indhold vedrørende jobsøgning eller karriere er LinkedIn et oplagt sted at rotere sit indhold. Der findes et væld af interessegrupper, som sikkert ville se det som en fin service at blive præsenteret for relevant indhold, så længe det har værdi.

BLOGPOSTS
En blogger kan tage fat i noget eksisterende indhold og give det en tur i sin egen mølle med kommentarer og nye indfaldsvinkler. Så længe bloggen hyperlinker tilbage er den stadig med til at aktivere det gamle indhold.

NYHEDSBREVE
Hvad enten det er én gang om dagen eller om ugen, så er et nyhedsbrev en fin måde at få sendt sit indhold ud til brugere, som måske har misset det i første omgang. Indholdet kan repakketeres i særlige temaer alt afhængigt af hvad der er aktuelt lige nu.

YOUTUBE/VIMEO
Når der på en redaktion er blevet arbejdet intenst med et særligt emne, så er der som regel en eller flere personer, som ligger inde med masser af viden om området. Hvorfor ikke kanalisere denne viden videre ud på webvideo? Researchen er allerede lavet, der foreligger et content produkt, man kan henvise tilbage til, og journalisterne er som regel passionerede nok til at fortælle om emnet i 2-4 minutter. Produktionsomkostningerne er minimale. En sådan video kan så embeddes på sitet og deles på de sociale medier.

TEMATISK PAKKETERING
Og når man så over et halvt år har produceret en mængde artikler om et givent emne, så er det selvfølgelig oplagt, at indsamle alle artikler, grafer, faktabokse og hvad der ellers kan skrabes sammen af relateret indhold, og så samle det i en særlig pakke, der giver den interesserede læser masser af særlig indsigt i emnet.

Fyld selv mere på.

Hvor kan man ellers sørge for at rotere sit indhold? Og hvornår giver det mening at genbruge?

Del erfaringer og holdninger i kommentarfeltet herunder.

Læs også:
1. del: Derfor skal du også være på Twitter!

2. del: Derfor skal du også være et brand!

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også