Global: Schibsted lancerer nyt koncept for mobil-annoncer

   
MediaWatch

 

 

Schibsted lancerer nyt mobilannonceformat
"Schibsted Ad-gateway" er navnet på Schibsteds nye mobil-reklame-satsning, som er en samlet løsning for alle mobilsites og apps, som koncernen udgiver. Løsningen skal styrke annoncørernes mulighed for at nå de præcise målgrupper, de ønsker. En annoncør kan eksempelvis ramme alle brugere, som besøger en af Schibsted mobilsites eller apps fra Gotland i uge 28 - og hvis solen skinner, kan de jo tilbyde mobile rabatkuponer, som viser vej til nærmeste butik, oplyser Schibsted, ifølge Resume.se.

Telegraph vil tage penge for mobil-app
Hidtil har det været gratis for mobil-læsere af den britiske avis Telegraph at downloade dens app, men fremover vil mobil-app’en koste syv pund per uge på smartphone og 9,99 pund på Ipad for alle andre end avisens printabonnenter. Dermed vælger Telegraph Media Group strategien med at samle, eller bundle, flere mediekanaler i en samlet abonnementspris. Det skriver Paidcontent.org.

Endemol fri af gældsfælde
Produktionsselskabet Endemol har indgået en gældsaftale, som betyder, at gælden konverteres til egenkapital. En af Endemols største långivere Barcleys var imod aftalen og ville hellere have haft kontanter og har derfor indgået en aftale med en anden långiver Apollo Global Management, der nu kommer til at være tungeste aktionær i selskabet. Det oplyser kilder til Ft.com.

Kvinder stoler mere på Pinterest end Facebook og Twitter
Det er mere tillidsvækkende at benytte det sociale billeddelingssite Pinterest frem for Facebook og Twitter mener amerikanske kvinder, ifølge en undersøgelse. Kvinderne i undersøgelsen ville også i højere grad reagere på en købsopfordring på Pinterest frem for Facebook, skriver Adweek.com.

Avis: James Murdoch kan forlade BSkyB-bestyrelse
James Murdoch kan være på vej væk fra endnu en tillidspost i News Corporation, hvor han for nylig trak sig fuldstændig fra den britiske avisforretning for at fokusere på selskabets mere lukrative tv-del. Den inkluderer også en god bid af tv-selskabet BSkyB i UK, men nu kan den stormombruste yndling være på vej til også at miste den post, ifølge London Evening Standards businesssite.

Bonnier-forlag kurtiserer bloggerne
Selv om professionelle anmeldere fortsat har stor betydning for bogsalget, har Bonniers svenske forlag nu også afholdt et arrangement for bloggere, fordi de har voksende indflydelse. Arrangementet kaldes Prosa & Marmelade og samler bloggerne til læsegrupper og snak med forlaget. Det skriver Bonnier i en pressemeddelelse.

Brevik-sag skal dækkes af 730 pressefolk
170 medier og 730 pressefolk skal der åbenbart til for at dække sagen mod den terrorsigtede Anders Breivik, når sagen ruller i Norge til april. Norske medier som NRK og TV 2 øger desuden bemanding og rydder skærmen i dagtimerne til dækningen af sagen, skriver Kampanje.com.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår