Mecom-tab på næsten kvart mia. kr. før skat

Mecom kan med nød og næppe fortsat kaldes en paneuropæisk avisudgiver med selskaber i Holland, Danmark og Polen, selv om sidstnævnte er på vippen. Regnskabet for 2011 viser dog, at konstruktionen stadig har til gode at vise sit økonomiske værd. Før skat og efter ekstraordinære poster og afskrivninger fik Mecom nemlig et tab på lidt over 248 mio. kr. (33,4 mio. euro). Det er en kraftig reduktion i forhold til 2010, hvor tabet lød på cirka 704 mio. kr.
MediaWatch

Mecom kan med nød og næppe fortsat kaldes en paneuropæisk avisudgiver med selskaber i Holland, Danmark og Polen, selv om sidstnævnte er på vippen.

Regnskabet for 2011 viser dog, at konstruktionen stadig har til gode at vise sit økonomiske værd. Før skat og efter ekstraordinære poster og afskrivninger fik Mecom nemlig et tab på lidt over 248 mio. kr. (33,4 mio. euro). Det er en kraftig reduktion i forhold til 2010, hvor tabet lød på cirka 704 mio. kr.

Det justerede driftsresultat, som Mecom selv fremhæver, før renter, skat, afskrivninger og amortiseringer ser dog noget pænere ud med et plus på ca. 840 mio. kr. (113 mio. euro), hvilket dog også er et fald på 53,5 mio. kr. for de fortsættende dele af Mecom.

2. halvår gjorde ondt
I alt faldt annonceomsætningen med syv pct. til 3.430 mio. kr. i forhold til 2010, og ligesom andre medievirksomheder har erfaret, var det især anden halvdel af 2011, der gjorde ondt. For mens annonceomsætningen "blot" faldt med fem pct. i første halvår, faldt den med otte pct. i årets sidste seks måneder. Den polske del af forretningen stod for den største tilbagegang på 14 pct. i andet halvår, mens Holland nøjedes med et fald på ti pct. og Berlingske Media slap med et fald på bare to pct.

Selv om Mecoms nye adm. direktør Tom Toumazis ikke lader en chance gå fra sig til at nævne Mecoms abonnementsbase på 1,2 millioner, som står for 80 pct. af driftsresultatet (ebitda), er det printannoncerne der er gået mest tilbage i 2011 med et fald på ni pct. mod en vækst i onlineomsætningen på 17 pct., “hvilket på ingen måde var tilstrækkeligt til at imødegå trenden i print”, lyder det i regnskabsmeddelelsen.

Mecoms daily deal-site Sweetdeals omsætning voksede med 29 pct. Den øvrige omsætning fra andet end annoncer voksede en procent til over 4,4 mia. kr. I alt udgør omsætningen fra andet end annoncer 56 pct. af den totale omsætning ifølge Mecoms regnskabsmeddelelse.

Spareplan nødvendig
Selv om Mecoms omkostninger faldt med to pct. i 2011, hvilket ifølge ledelsen er flot i et år uden store omstruktureringer, er det ikke nok til at opveje tabet på annonceomsætningen. Derfor er spareplanen til omkring en halv mia. kr., som Mecom annoncerede tidligere på året, nødvendig, understreger ledelsen.

2012 er nemlig ikke startet lyst med fortsat pres på annoncesalget, og det vil påvirke de økonomiske resultater for i år, oplyser Mecom-ledelsen.

Mecoms astronomiske gæld er fortsat på skrump og var med udgangen af 2011 reduceret med 387 mio. kr. til ca. 1,9 mia. kr.

Øger Wegener-ejerskab
Mecom-ledelsen kan desuden fortælle, at Mecom har opkøbt yderligere 13,3 pct. af aktierne i hollandske Wegener fra organisationen Governance for Owners (GfO), som Guardian beskriver som en aktivist-aktionærgruppe, der tidligere har givet Mecom problemer. De i alt 8,7 mio. aktier er 16,9 mio. euro værd, men i byttehandlen indgår, at GfO’s Wegener-aktierne veksles til aktier i Mecom.

Derudover er Mecom kommet ud af samarbejdet med Mountain Media om gratisavisen De Pers, der lukker. Alene i 2011 kostede den Mecom 105 mio. kr, derfor er det en bedre handel for Mecom at betale udgiverselskabet i alt ca. 400 mio. kr. for at komme fri af kontrakten, frem for at fortsætte den, som planlagt, til 2022, ifølge ledelsen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også