Regnskab: Jobindex i storform

Selvom krisen på annoncemarkedet stadig sætter især jobannonceringen under pres i mediehusene, er det ikke krise, der præger Jobindex årsregnskab for 2011.

Selvom krisen på annoncemarkedet stadig sætter især jobannonceringen under pres i mediehusene, er det ikke krise, der præger Jobindex årsregnskab for 2011.

Tværtimod kom markedslederen ud med et regnskab på niveau med jobportalens bedste år - 2007 og 2008 - med en omsætning, der igen lå over 100 mio. kr. og et resulatet før skat på 35 mio. kr. og 26 mio. kr. efter skat. En stigning på 24 pct. i nettoomsætning og 28 pct. i resultat før skat i forhold til 2010 - og et stangspring i forhold til  kriseåret 2009, hvor næsten halvdelen af omsætningen røg i konjunktur-svinget, og Jobindex overskud lød på 4,4 mio. kr. før og 3,2 mio. kr. efter skat.

Har taget markedsandele
Årsresultatet skyldes ifølge Jobindex ikke, at krisen på jobmarkedet er afblæst, men at jobportalen har ædt markedsandele i de seneste to år, lyder det i beretningen for 2011.

"Mens Jobindex er tilbage på niveauet før krisen, er dette langt fra tilfældet for aviserne og for de andre jobdatabaser. Under krisen har virksomhederne droppet de dyre avisannoncer og de mindre jobdatabaser og koncentreret  annoncebudgettet om den største jobdatabase. Mange virksomheder foretrækker at annoncere på den jobdatabase, som de fleste jobansøgere og de andre virksomheder bruger, og Jobindex er derfor vokset hurtigere end konkurrenterne," skriver Jobindex, hvor grundlægger og adm. direktør Kaare Danielsen tidligere har erklæret jobannonceringen i de landsdækkende dagblade for en død sild. 

Udsigt til nedgang i 2012
Udsigterne for 2012 er moderate og lyder på et mindre fald i antallet af jobannoncer i løbet af 2012, men en fortsat offensiv strategi i forhold til at tage markedsandele:

"Vi forventer, at Jobindex kan kompensere for et eventuelt fald i antallet af jobannoncer med en stigende markedsandel og ved at sælge flere produkter til de eksisterende kunder, bl.a. rekrutteringsprodukter som CV-søgning, jobannonceskrivning og
håndtering af ansøgninger. Disse rekrutteringsprodukter er dog meget arbejdsintensive og giver mindre overskud end jobannoncer," hedder det i ledelsesberetningen.

Mens Jobindex forventer at kunne holde en omsætning på 2011-niveau i år regner jobportalen med et lavere driftsresultat på grund af lavere indtjening på nye rekrutteringsprodukter og den omkostningstungere rekruttering af nye kunder, som strategien kræver.

- LR


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også