Medier bruger Valentine's Day som pr-platform

Medier udviser stor kreativitet i bestræbelser på at udnytte Valentines Day som tema og gimmick i dagens strøm af pressemeddelelser.

Medier og mediegrupper benytter Valentines Day, som lejlighed til at tematisere deres fortrin og nyheder i dagens pressemeddelelser.

I dagens anledning har Telia undersøgt danskernes romantiske vaner på mobilen. En ny undersøgelse fra YouGov og Telia viser, at knap hver tredje dansker flirter via sms. Ikke overraskende er det de unge, der sender flest amorøse tekstbeskeder – men til gengæld er den ældre generation mest frisindet, når det f.eks. handler om  at fri via sms.

Elsker får gaverne
Appropos frisind, så benytter utroskabssitet VictoriaMilan dagen til at minde om, at mange ville hellere tilbringe Valentines Day med elskeren eller elskerinden, end med mand eller hustru.

Det er en af konklusionerne fra en undersøgelse foretaget på VictoriaMilan. Næsten 23 procent af de faste partnere får ingen gave på dagen, mens det kun er 1,6 procent af elskerne, der ikke modtager gaver.

Kreativitet og videnskab
Canal9 er mere kreative. Kanalen overtager om få uger ‘Glamour’-serien fra SBS, og har involveret Ronn Moss, der spiller Ridge Forrester i serien, i et gimmick. Han kan hjælpe danske mænd med at sige de tre svære ord til deres partner. Med et link kan man sende en romantisk hilsen med foto af sin udkårne, fremført af Ronn Moss, der sidder foran en knitrende pejs.

Videnskab.dk kaster sit eget lys over emnet med en historie om, at det var Netto, ikke blomsterhandlerne, som først bragte skikken til Danmark. Netto kørte i 90'erne et tema, hvor kæden op til Valentines Day solgte ‘kærlighedsting’ - for eksempel pastaskruer formet som hjerter.

- PFL
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også